Mere om selvudgivelse (og bagkataloger)
Det er for så vidt uden for mit område, men jeg føler alligevel trang til at skrive noget om den ny bog-økonomi, hele dét dér med e-bøger og selvudgivelse generelt, i forlængelse af indlægget sidste fredag, som handlede om Kristine Kathryn Rusch og hendes Freelancer’s Survival Guide. Det var og er ikke, fordi jeg vil anbefale guiden, for den er lidt sludrevorn – indholdet er solidt nok, men hun snakker for meget.
Hvad jeg vil forklare, er hendes forretningsmodel. Hun har et website, hvor hun taler om bogbranchen, præsenterer sin fiktion og i hver uge stiller fiktion gratis til rådighed. Jeg gentager: i hver uge stiller fiktion gratis til rådighed.
Et blogindlæg om eksperimenter med forretningsmodellen her.
Rusch har skrevet i mange år under flere forskellige forfatternavne og i flere genrer. Hun har udgivet en masse romaner og short stories på traditionelle betingelser (bibliografi her), men hun har tidligt taget den ny økonomi til sig (hun er også tidligere redaktør og forlægger) og udgiver nu både ebøger og papirbøger selv ved siden af de traditionelle udgivelser.
For eventuelle forfattere iblandt mine læsere kan jeg anbefale hendes overvejelser angående et bagkatalog, der kan udgives som ebøger:
I consistently recommend that established writers do not pay a commission to someone to get their backlist up in e-book. The writer will lose a tremendous amount of money over time. But most established writers don’t have enough money to pay a flat fee for every backlist novel they have. Let’s use my backlist. As of last summer, I had 30 novels that were not in print. If I spent $1000 flat fee per novel to get them all up last August, I would have had to have $30,000 to do so.
I didn’t have $30,000 to spare last August. I’m sure most of you don’t either. This is why most writers have signed up with estributors who take a percentage, so that they won’t have to pay money up front.
But if you don’t hurry, if you take 30 months or 60 months or 90 months to get those books up, you’ll still make money on your backlist. You’ll retain all of your rights, and you’ll eventually make money—a lot more money than you will if you trust an agent/estributor. These people are unregulated, and do not have the accounting systems in place to deal with the problems that are coming down the road. As I’ve discussed in the past, and as so many other writers who e-publish have mentioned, this percentage/commission system is ripe for embezzlement. See my trust-me post if you do not understand this.
Many of you can afford $1000 per month to get your backlist up. Many of you can afford $500 or $250 or $125 per month to get the list up. Figure out what you can spend, then save that money until you can afford to hire a flat fee service. Put up one book at a time. Realize that you’re not losing anything by waiting, and are, in fact, gaining control over your work.
Time is on your side. Don’t be pressured into making any decisions, no matter what your friends are doing, what your agent says, or what your publisher wants. Make the decision that’s right for you.
And please, do whatever you can to keep control over your career. You need to learn this new business. Take the time to do so.
Det hun og nogle få andre gør, er, at de går uden om forlag og boghandlere og etablerer et forhold til deres læsere direkte. Det bliver en personlig relation. Hun stiller tekster gratis til rådighed – kald det vareprøver – og så køber folk noget andet eller noget mere. Hun udgiver også fortsat på traditionel vis, når det passer hende bedre.
Rusch var etableret før det store skift, som vel dårlig nok er kommet rigtig i gang, mens andre starter i den ny verden. Igen handler det om at skabe en fanskare, eller, som de siger i USA, a tribe. Nogle mennesker starter med en blog, bloggen samler et publikum, og ud af bloggen springer så bøger og kurser.
Et godt dansk eksempel er Nikolaj Brix, en selverklæret middelmådig fotograf. Han startede en blog om fotografering, og før han fik set sig om havde han 100.000 daglige læsere, fordi det, han arbejder med til daglig, er mange menneskers hobby. Han blev tilbudt at få reklamer på bloggen, hvilket gav en fast månedlig indtægt, han blev inviteret til at skrive i et fotomagasin for penge (de havde tidligere afvist artikler, som han havde tilbudt dem gratis), og han begyndte at arrangere éndagskurser i fotografering, som han solgte til læserne på bloggen. Pladserne blev revet væk. Jeg kan desværre ikke linke til bloggen, for den findes ikke længere – manden har fået for travlt til at vedligeholde den.
Et andet eksempel er den danske forfatter Steen Langstrup. Se hans blog her.
Selv pønser jeg på at tage en række af de indlæg, jeg har skrevet her, og skrive dem sammen til en ebog om ‘Litterær oversættelse i praksis’. Den er der naturligvis intet forlag der vil udgive, fordi publikum er så lille, men derfor kan den stadig blive til stor hjælp og glæde for måske 100 mennesker, der drømmer om at blive oversættere.
Ulempen ved selvudgivelse er, at man selv skal opsøge sine læsere og byde sig til. Reklame og distribution er noget, forlagene traditionelt har taget sig af, men hånden på hjertet: Hvor meget gør de egentlig ved det for de små udgivelsers vedkommende?
Fordelen ved selvudgivelse er økonomi og kontrol. Man er selv herre over om den trykte bog nogensinde bliver ‘udsolgt fra forlaget’, og man tjener selvfølgelig forlagets avance oven i forfatterens. Eller rettere: Man deler i porten med læseren, som kan slippe noget billigere end for traditionelle bøger. Det er win-win for både læser og forfatter. Også, som sagt, fordi der udkommer materiale, der ikke ville være økonomi i for et forlag.
Ha’ en god pinse og på gensyn næste fredag, hvor jeg lover at jeg igen skriver noget om oversættelse.
Freelancer’s Survival Guide
Jo mere, jeg tænker over det, jo mere har Egon Clausen bare uret. Og det er synd for ham.
I den forgangne uge har jeg været i gang med at læse The Freelancer’s Survival Guide af Kristine Kathryn Rusch.
Den ligger online i sin helhed og ganske gratis her.
Den sælger ikke desto mindre på papir og i Kindle-format – jeg læste kun nok af den online til at beslutte mig for at købe den. Hun har selv udgivet den, så hun scorer hovedparten af prisen. Faktisk fik hun et solidt ‘forskud’ i form af at folk, der fulgte arbejdet online uge for uge, mens hun skrev den, donerede små beløb i taknemlighed.
Er det ikke fantastisk?
Jeg ved godt, at jeg bliver ved med at fable om min lille stenalderkostbog, men det er bare fordi den er proof of principle. Den bliver trolig ved med at give mig 400-500 kr. om måneden, og selvom det er håndører, er det fascinerende. Jeg har skabt et lille aktiv* med mine egne små svedige fingre. Tænk hvis jeg havde hundrede af dem?
Saxo er forresten flyttet til et land med lav moms, så nu får jeg 70 % af næsten-hele-prisen – 40 kr. per bog.
Jeg har ingen opgave fra 1. juni, og selvom jeg aktivt leder efter én, har jeg nu en plan B, nemlig at skrive nogle flere e-bøger til gavn og glæde. Jeg har en hel liste over potentielle projekter.
(*) Jeg bruger Kiyosakis definition fra Rich Dad, Poor Dad: Et aktiv er noget der genererer en indtægt, ligegyldig hvor stor eller lille. Et passiv tager penge op af lommen på én. I hans optik er min bog altså et aktiv, og et hus er et passiv.
Tre måneder med Kindle
Jeg har nu haft min Kindle Paperwhite i omkring tre måneder, og i mellemtiden har der været artikler i medierne om, at man ikke opfatter stof, man læser på en e-bogslæser eller tablet, så godt som stof i en papirbog. Her citat fra Videnskab.dk
Flere studier viser, at hvis du læser en tekst på papir, så får du en dybere og mere varig forståelse af indholdet.
Hvis du derimod læser den samme tekst på en skærm, kan du også genfortælle indholdet, men du kan ikke bruge det lige så let i andre sammenhænge. Tekstens indhold er ikke på samme måde blevet en del af dig.
Derfor forsvinder indholdet også hurtigere fra din hukommelse. Skærmen er bedst til overfladisk og hurtig læsning.
Jeg beklager at melde, at det er fuldstændig sandt.
Noget af det, man mister, er fornemmelsen for strukturen i stoffet. Med en bog mellem hænderne får man automatisk en fornemmelse af hvordan materialet er disponeret. Med en e-læser er man også mindre tilbøjelig til at bladre lidt tilbage og genlæse en vigtig passage, simpelthen fordi det er uhyre svært at finde den igen, når man ikke har nogen fornemmelse af, hvor den stod. Jeg har selv lige besluttet at købe en bog som paperback, fordi jeg forudser, at jeg gerne vil strege i den og genlæse bestemte kapitler.
Når jeg stadig er kisteglad for min Kindle, er det af helt andre årsager. Den er stadig genial til at læse primært underholdende stof. En anden god ting er, at man kan downloade ‘samples’ af praktisk taget alle nyere bøger og på den måde browse en masse bøger før man afgør, om man vil købe dem eller ej.
En anden ting er alle de gratis klassikere og ‘smalle’ værker, som ikke er økonomisk bæredygtige i bogform. I sidste uge var jeg i fantastisk fint selskab med en kvindelig nybygger, der i årene 1909-1912 skrev en række charmerende og tankevækkende breve om sit liv i Wisconsin tilbage til en tidligere arbejdsgiver i Denver, Colorado. Jeg kan ikke anbefale den varmt nok – de er simpelthen bedårende.
Mig, en dum dansker
Jeg blev noget sur og krænket over den klumme, Egon Clausen havde i sidste nummer af Forfatteren. Det havde han endda forudsagt, at jeg ville – “Den dumme dansker er nemlig kronisk krænket, [...]“
Og sur som jeg var, gik jeg på limpinden og skrev et langt modindlæg i selvforsvar. Men det siger jo næsten sig selv, at det er et Sisyfosarbejde. Lige meget hvad jeg skriver, vil jeg kun bekræfte, at jeg er den dumme dansker.
Jeg er nemlig fuldstændig håbløst forelsket i internettet og de ny medier.
Jeg bringer stykket her (næste nummer af Forfatteren udkommer på mandag) i den lange form. Til Forfatteren måtte jeg redigere det ned, og det mere end jeg syntes var godt i forhold til, hvad jeg havde på hjerte. Det fine ved internettet er nemlig, at stykker kan have den længde, emnet tilsiger. Jeg er en varm tilhænger af redigering, men ikke alle emner kan behandles på enhver plads. Here goes …
Guldalderdigtning
Egon Clausen skrev i sidste nummer af Forfatteren en lang svada om, hvor dumme danskerne er. Jeg kan jo ikke undgå at føle mig truffet, sur og kronisk krænket som den dumme dansker ifølge Egon Clausen er, og jeg føler en vis trang til at forsvare min egen og mine uvidende medborgeres brug af elektroniske medier.
Det fremgår ikke direkte af teksten, om det nogen sinde har været ret meget bedre, men det er dog tydeligt, at udbredelsen af internettet udgør et syndefald. Måske er det derfor, der er et æble på så mange af de hersens nymodens datamater.
I min uvidenhed og historieløshed kan jeg kun bruge erfaringerne fra mit eget liv, men Egon Clausens indlæg er heller ikke så tynget af statistisk belæg at det gør noget, så jeg håber det går. Lad mig indledningsvis sammenholde nutiden med den nære fortid:
I mit barndomshjem var jeg heldig at have en gammel, mølædt Salmonsens, og i dag har vi denstoredanske.dk og Wikipedia, som altid er opdateret. Vil man vide mere, er der specialiserede sites om hvad som helst. Der findes også databaser med aktuelle videnskabelige artikler i fuldtekst.
Mine forældre holdt to daglige aviser – et landsdækkende dagblad og en lokalavis. Min far læste dem fra ende til anden, men han læste aldrig andre aviser. Jeg holder ikke selv nogen avis, men jeg skimmer flere både danske og udenlandske netaviser og læser politisk opinion og analyse på websteder som Punditokraterne, Ugebrevet A4 og The Daily Dish med flere. Når et emne fanger min interesse, kan jeg gratis downloade og læse rapporter fra CEPOS, Rockwoolfonden, Danmarks Statistik, Socialforskningsinstituttet osv. Hvis jeg spekulerer over, hvad der egentlig foregår i Egypten, kan jeg læse engelsksprogede blogs skrevet af unge egyptiske aktivister. Den slags kilder var i praksis utilgængelige for tyve år siden.
Og hvad er det vi har mistet, siden verden gik af lave? Bibliotekerne ligger der stadig, men okay, der er lidt færre af dem. Til gengæld kan man nemt finde og bestille en bog, der kun er indkøbt af et enkelt bibliotek i en anden landsdel. Downloader man en gratis reader til sin computer, har man via Projekt Gutenberg og andre databaser adgang til al den klassiske litteratur, man kan drømme om. Man kan også søge på og købe engelske, russiske og senegalesiske bøger på nettet, hvis man har den slags tilbøjeligheder. Det kunne man ikke i gamle dage.
I gamle dage gik massekommunikationen kun én vej, fra dem, der køber deres blæk i tønder, og ud til den ’almindelige dansker’. I dag kan den almindelige dansker tage del i samfundsdebatten i kommentarsporene på samtlige netaviser, på Facebook og på et utal af store og små blogs af enhver politisk observans. Den debat har måske afløst debatten på bodegaen og i partiforeningen, men personligt synes jeg, at internettet er det største demokratiske fremskridt siden opfindelsen af trykpressen, fordi folk mødes og udveksler synspunkter på tværs af mange traditionelle sociale skel. Jeg er selv ’venner’ på Facebook med et par folketingsmedlemmer og et par opinionsdannere, dvs. lille, dumme mig kan kommunikere direkte med mennesker, som status og geografi ville have skilt mig fra i gamle dage. Men okay, de politikere, der nedlader sig til den slags, er nok også blandt de dumme danskere.
Jeg har desværre på fornemmelsen, at det lige præcis er det, der generer Egon Clausen ved den moderne medierevolution – at dumme danskere som mig kan få et ord indført. Lad mig underbygge denne grove påstand med et par citater:
For det første siger Egon Clausen ganske tidligt i teksten, at der er så mange af de dumme danskere, at de har magten i landet. Okay, flertalsstyre – det er ellers det, vi andre kalder demokrati. Ville Egon Clausen foretrække et teknokrati? Eller skal vi bare tilbage til de gode gamle dage med oplyst enevælde?
Han fortsætter senere i teksten: Den dumme dansker er nemlig offer for overtroen på at internettet på alle måder er bedre end ord på papir. Sådan er det ikke. Der er tale om to vidt forskellige systemer. I bøgernes verden er der et stort system af fagfolk, der bedømmer og ordner de trykte ord, så læserne kan vide, at noget har mere vægt end andet. Sådan er det ikke på nettet. Her er der ingen grænser og ingen hierarkier. Alt kan tillægges samme værdi [osv.]
Undskyld mig, mens jeg griner dumt. Har Egon Clausen aldrig læst en elendig bog eller en idiotisk kronik? De dumme venstrepolitikere, han ikke kan lide, skriver jo også bøger. Hvad med de ”fagfolk,” der redigerer Ekstrabladet og The Daily Mail? De udgør ikke ligefrem nogen garanti for kvalitet. The Daily Dish og Punditokraterne er derimod gratis og netbaserede.
Lad os tage et endnu mere nærliggende eksempel: Hvor er Danmarks gamle, hæderkronede papirtidsskrift om litterær oversættelse? Det findes ikke og har aldrig eksisteret. Kan vi deraf konkludere, at der aldrig har eksisteret nogen, der havde noget klogt at sige om oversættelse i kort form? Næppe. Det skyldes snarere, at der ikke har været økonomisk basis for et papirtidsskrift om så lille et fag i så lille et sprogområde. Nu har vi Babelfisken, som blev startet med ganske små eller ingen omkostninger som en blog på nettet. Det er fuldstændig stærblindt at kalde dét en følge af ”elektronisk analfabetisme” som Egon Clausen gør, og jeg tvivler meget på, at Babelfisken vil skabe flere ”dummernikker” som han påstår.
Der er ikke tale om ”to vidt forskellige systemer” som Egon Clausen siger. Den reelle forskel mellem papirmedier og internettet er, at internettet tilbyder meget lavere driftsomkostninger for afsenderen og stor tilgængelighed for modtageren, også hen over landegrænserne. Det betyder, at afsenderen med den smalle kunst, den særegne interesse eller den obskure viden kan nå sit taknemlige publikum, sine åndsfæller. Det betyder selvfølgelig også, at billede og tekst af lav kvalitet kommer ud, men herregud, den havde vi jo også før, og folk stemmer med deres museklik. Jeg synes, det er vidunderligt, men jeg har vist også lidt større tillid til mine medmennesker end Egon Clausen.
————- stykke slut
En anden ting ved internettet er, at ting kan diskuteres. Det er faktisk ligesom dengang Egon Clausen var ung, og hvor der var så mange postombæringer, at man kunne afvikle en brevfejde på en formiddag. Der er frit slag i kommentarsporet, men stadig moderation.
Allerede fredag?
Min yngste er lockoutet, og jeg hjemmeunderviser, ligesom jeg i øvrigt tidligere har gjort i en lang periode.
http://duelundskolen.wordpress.com/
Vi hygger os sådan set, og jeg er ved at lægge sidste hånd på en vejledning til andre forældre, der selv vil tage hånd om undervisningen af deres ordblinde barn – det bliver en ebog ret snart.
Den dårlige nyhed er, at jeg ikke har oversat ret meget, og derfor ikke har noget at skrive her. Bedre held i næste uge.
Ha’ en rigtig god weekend.
Hvad du end gør …
Note til denne verdens forfattere:
Kære, kære forfatter,
Jeg beundrer dig på mange måder. Du har troet på din kreativitet og investeret din tid, du har arbejdet med din historie, og det er lykkedes dig at sælge bogen til udgivelse. Det er virkelig flot. Nu er din bog endda solgt til et forlag til oversættelse. Hjerteligt tillykke.
Men jeg beder dig: Lad være med at beskrive dine hovedpersoners mimik. Det er bare toppen af dårlig stil. Jeg ved godt, at nogen i en skrivebog eller på et forfatterkursus engang har sagt “show, don’t tell,” men det var virkelig ikke det her, de mente.
Og nu jeg har dig: Lad være med at drysse tillægsord ud over det hele. Lad være med at skrive sådan noget som “Hans mundvige fortrak sig arrogant. Jeg hader ham, tænkte hun vredt og rynkede panden.” Dine læsere er ikke idioter, og hvis de er, så er det fordi du opsøger idioterne.
Jeg er villig til at yde en masse, men der er grænser for, hvor mange æstetiske smerter, jeg kan udholde. Læs en bog af Cormac McCarthy og lær noget.
Med de bedste ønsker for fremtiden, Din Oversætter
Det har været én af den slags uger. Det er godt, overlæderet på mine hjemmesutter er meget eftergivende.
Ny afregningsmodel
Jeg har lige fra starten været opsat på at yde fremragende service til mine kunder, inspireret af mit livs eneste chef, der lærte mig, at ‘vi har altid tid til kunderne. Hvis de ringer, så er det lige meget, om det hele står på gloende pæle, så er det et godt tidspunkt, og vi har fin tid til at løse deres problem.’ Og hun levede det i praksis.
Nå, men – det fører mig frem til min prispolitik. Jeg har hermed besluttet, som en service, at give kunderne en ny afregningsmodel, de kan vælge hos mig.
Jeg forstår godt, at forlagene ønsker et engangshonorar. Jeg ville spasse fuldstændig, hvis jeg gik ind i en forretning for at købe en computer, og sælgeren sagde: ‘Ja, den har en bluetoothforbindelse, men det er jo ikke sikkert, du vil bruge den, så du skal kun give 4000 kr. for computeren. Hvis du så en dag beslutter at bruge bluetoothforbindelsen, får du automatisk en regning på yderligere 500 kr. Det samme gælder i øvrigt kortlæseren.’ Hvis jeg så sagde ‘nej, jeg vil hellere betale for det hele på én gang, så jeg kan bruge apparatet frit,’ og sælgeren svarede ‘sådan sælger vi den ikke. Vi forbeholder os ret til at tage ekstra, hvis du en dag bruger bluetoothforbindelsen eller kortlæseren,’ så ville jeg nok gå et andet sted hen.
Som lejlighedsvis oversætter af kommercielle tekster sælger jeg mit arbejde én gang for alle. Mine oversættelser bruges for eksempel i Planetariet hver dag, uden at jeg får en krone. Jeg fik en hæderlig betaling da jeg lavede dem, og dét er dét. Det ville være et administrativt cirkus uden lige, hvis de skulle sende mig et månedligt beløb baseret på antallet af forestillinger. Gud velsigne dem, hvis de tjener penge – det var dem, der løb risikoen ved at indkøbe film, oversættelse og skuespiller. Kan de ikke tjene penge, har jeg stadig mit honorar i banken. Jeg kan ikke se nogen jordisk grund til, at det skal forholde sig anderledes med litterær oversættelse.
Jeg er ikke tilfreds med at oppebære en timeløn svarende til en montagearbejders, for det, jeg laver, er ikke ufaglært arbejde. Jeg ønsker ikke et ‘race to the bottom’ oversætterne imellem, og det er ikke det, det her drejer sig om. Det handler om afregningsmodellen. Jeg kan ikke se nogen grund til, at jeg skal have del i bogens eventuelle succes i form af ekstra honorar for flere oplag, billigbog eller lydbog, for jeg har ikke valgt bogen, og det er ikke skind af min røv, hvis den fejler. Det passer mig udmærket at lade forlaget bære den risiko, og derfor er det kun rimeligt, at de scorer hele den eventuelle gevinst. Jeg vil bare have en ordentlig akkord.
Så den ny honorarmodel er i al sin glorværdige enkelhed følgende:
Oversættelsen betales med et engangshonorar på xx øre per ord i kildeteksten.
Modellen har desuden den fordel, at både jeg og køberen kender honoraret på forhånd. Optællingen kræver selvfølgelig, at forlægget findes elektronisk, men det gør det jo stort set også altid.
Hvad prisen angår, har jeg tænkt mig at starte med 50 øre for en normal prosatekst uden særlige udfordringer.
Det er ikke en model, jeg vil trække ned over hovedet på mine kunder (som om jeg kunne). Jeg er parat til at forhandle om hvad som helst når som helst. Men den giver dem noget, de efterspørger, nemlig engangshonoraret, og den giver mig noget, jeg efterspørger, nemlig en fornuftig timeløn. Lad de tusind modeller blomstre!
Man kan nemmest komme galt af sted
Mens jeg arbejdede med min konferensafhandling gik jeg til en af mine studiekammeraters konferensforsvar. Det er altid festligt, og bagefter var der snacks og vin og hyggeligt samvær. Talen faldt meget naturligt på mit eget arbejde, og en studerende fra en senere årgang havde medbragt sin lægestuderende kæreste, som lyttede høfligt og spurgte interesseret. Da jeg begyndte at rulle mig ud med min retfærdige harme over elendigheden af Poul Borums oversættelser af Emily Dickinson sagde han stille og roligt: “Jeg bør måske lige nævne, at han er min far.” Oh, shit. Nå, så snakkede vi om noget andet.
Men det har måske større interesse for publikum her, og jeg undskylder på forhånd, hvis nogen føler sig personligt gået for nær. Uddrag fra min konferens:
Nummer 9
UL
Den gik gennem hulvej – gennem krat -
Gennem rydning og gennem skov -
Vi mødte ofte røvere
På den ensomme vej.
Ulven kom og så nysgerrigt til -
Uglen kiggede undrende ned -
Slangens silkeglatte figur
Stjal sig stille afsted -
Stormene rørte vore klæder -
Lynets lanser strålede -
Vildt fra Klippen over os
Skreg den sultne Grib -
Satyren vinkede lokkende -
Dalen hviskede “Kom” -
Med disse venner -
Ad denne vej
Flaksede disse børn hjem.
PB
Af sted ad lange veje
igennem skov og krat -
af røvere passeret
på landevej’n ved nat.
Og ulve kom og stirred -
ugler så til forvirret -
og slangers silkekrop,
der fulgte trop.
Og stormen hev i tøjet -
Der glimted spyd af lyn -
rovfugle skreg fra klippen
med skarpt og sultent syn.
Og troldefingre vinked -
og dalen kaldte dem.
Dét var vejen -
og rejsefællerne -
da disse børn drog hjem.
ED skildrer her på forfriskende vis den overtroiske og magtesløse rædsel børn føler, i deres fantasis vold som de jo er. Barndommens verden er ikke alene ikke idyllisk, men også i mange tilfælde mere skræmmende end virkeligheden.
Vers et-to: Det er ønskværdigt at bevare de fire gentagelser af “through”. Det er en pointe, at man skal “igennem”, der er ingen vej udenom. Men begrebet “lane” har ikke en god dansk ækvivalent. Det er ikke en allé, fordi det typisk er en lille og gammel vej, skærmet på begge sider af hække eller andet levende hegn. En dansk “hulvej” har lidt af den samme isolation og landlighed, selvom den er opstået på en anden måde. Desuden står “lane” ikke alene som karakteristik af stedet, og er dermed ikke overdrevent vigtig. Man får tværtimod indtryk af at (skole)vejen er lang og varieret og mulighederne for fantasien tilsvarende rige.
Vers tre: Ordet banditti røber at børnenes fantasi er animeret af læsningen af gotiske romaner hvori italienske landevejsrøvere figurerer. Der sættes ikke spørgsmålstegn ved om røverne er virkelige. Jeg lader mig nøje med “røvere”, fordi “banditti” ikke er indlånt fra italiensk til dansk i så høj grad som det er i engelsk. Jeg mener ”røvere” svarer bedre til det barnlige univers.
Vers fire: De tre trykstærke stavelser indeholder alle et O. Jeg kan på ingen måde reproducere denne lydlighed.
2. strofe: Ulven er nysgerrig, uglen undrer sig og slangen følger efter dem. Det fremgår at naturen objektivt ikke deltager i det børnene har gang i. Her er det den voksne fortæller der kommenterer.
Hvor læseren i 1. strofe blev snydt for en assonans får den nu alt hvad den kan trække med alliteration i vers syv-otte:
The serpent’s satin figure/ Glid stealthily along -
Slangens silkeglatte figur/ Stjal sig stille afsted -
Det kan diskuteres om det er for meget med alle de s-er. Jeg synes det ikke, fordi de ikke er søgte -indholdet er rigtigt. Jeg er naturligvis klar over, at silke og satin ikke er det samme. Silke er et materiale, mens satin er resultat af en bestemt måde at væve på. Her ville det dog være kejtet at sige “satinglatte”, fordi “silkeglat” er en kendt kombination. Jeg har også andre steder hvor jeg har skullet oversætte “satin” (170, 216), oversat til “silke”, dels af metriske grunde – englænderne lægger vægt på første stavelse i “satin” ligesom vi gør i “silke”, dels fordi jeg mener at danskerne når der siges “silke”, vil se silkesatin for sig, og ville associere fra “satin” til polyestersatin, hvilket sidste kunne forvirre billedet. Noget helt andet er, at satinens fremtrædende kvalitet i forhold til at karakterisere slangen måske ikke er at den er glat, men at den er blank. Jeg vil overveje at ændre til “slangens silkeblanke figur”.
Vers ni-ti: En alliteration går tabt i vers ni og erstattes i vers ti.
Vers ti og tolv: De burde rime, men det kan jeg ikke få dem til. Jeg overvejede i et desperat øjeblik at lade vers tolv slutte på “skrålede”. At vers tolv ender med en trykstærk stavelse, “grib”, giver strofen den vægtige afslutning, rimet skulle have givet.
Vers tretten: I lyset af ED’s store kendskab og kærlighed til den vingede fauna bør man overveje om “satyr” er sommerfuglen af samme navn (danske navn randøje). Det mener jeg dog ikke, fordi det ville være mærkeligt at tilskrive den “fingre”. Og når hun derefter siger at dalen hvisker, er det klart, at vi er i fantasiens rige, hvor satyrer lokker i skovene.
Vers fjorten: “Murmured” betyder ikke kun “mumlede”, men også “hviskede”. Det sidste er den bedste oversættelse, fordi der ikke er tale om noget, der er utydeligt, men snarere om noget, der er hemmeligt og forbudt.
Vers femten og seksten er ukomplicerede. Jeg overvejede at lade “disse” og “denne” være ukursiverede, fordi ordene i sig selv fungerer som deixis på dansk. På den anden side: ED har ønsket et stort eftertryk, og det får hun så.
Vers sytten: “flutter” er ikke bare en bevægelse – at skælve, vifte, baske, flagre – men har konnotationer af forvirring, angst, uro, nervøsitet, spænding, ophidselse osv. Samtidig med at der i sammenhængen også må tænkes på børn, der løber, skubber og leger, måske på vej hjem fra skole. Hvordan indeholde det på dansk? Jeg har besluttet mig for “flakse”, der primært rummer den motoriske uro, men også har konnotationer af angst og panik, omend man tænker på fugle. “Skælvede hjem” eller “dirrede hjem” rummer måske mere frygt, men for lidt fremdrift.
Poul Borum har truffet nogle andre valg. I første strofe mister han det pointerende “through” og opnår et rim, krat/nat. ED rimer ikke i første strofe, og hun skriver ikke at det er nat. Jeg kan dog godt forstå, at han har fortolket det sådan, i betragtning af at der optræder en ulv og en ugle og lynene glimter som spyd. Han har, ligesom jeg, valgt “røvere” frem for “banditti”.
Også anden strofe rimer meget (AABB) i forhold til ED, som ikke har enderim. Indholdet er stort set intakt, men alle dyrene optræder helt unødigt i flertal. Jeg forstår heller ikke hvorfor adjektivet i vers 6 ikke skal være i flertal “forvirred(e)” når det nu ville rime endnu bedre på “stirred(e)”, og “ugler” er i flertal. Ottende verslinie er blevet lidt kort. Det kunne nemt være reddet, f.eks. med “der stille fulgte trop”.
I tredie strofe er rimet bibeholdt relativt elegant. Det er dog noget tamt at gribben, der har stor appel til børn og andre med appetit på gru og væmmelse, er blevet til “rovfugle”.
I fjerde strofe er “satyr” oversat til “trold”. Jeg synes, det er en unødig fordanskelse. Synes han “trold” er en fuldgyldig dansk ækvivalent til “satyr”? Mener han “satyr” vil undergrave den barnlige fortællervinkel? Det sidste kunne være en rimelig pointe. Det er en smule ærgerligt at dalen ikke tillægges direkte tale ligesom i originalen, hvor det styrker tegningen af et fantastisk univers. “Drog” er direkte under-oversat i forhold til “fluttered” – helt upåfaldende og uden associativ kvalitet. Dermed forsømmes dét, der var formålet med “fluttered”, nemlig at pointere hvordan børn lever i en fantastisk, skræmmende verden.
—- Uddrag slut
Jeg er ikke involveret i arbejdet med oversætterleksikonet, og næppe kvalificeret, men Poul Borum skal afgjort med. Min misfornøjelse med hans oversættelser af Dickinson er velfunderet, men han har bidraget vidt og bredt og har formentlig gjort noget andet bedre.
Mine oversættelser kunne naturligvis også være bedre. For eksempel bør sidste vers laves om til ‘flaksede børnene hjem.’ Det passer metrisk meget bedre.
Digte og andet gammelt bras
I den bog, jeg senest har oversat, vælger en af bipersonerne at recitere sidste strofe af et digt af William Cullen Bryant fra midt i 1800-tallet, Thanatopsis:
So live, that when thy summons comes to join
The innumerable caravan, that moves
To the pale realms of shade, where each shall take
His chamber in the silent halls of death,
Thou go not, like the quarry-slave at night,
Scourged to his dungeon, but sustain’d and sooth’d
By an unfaltering trust, approach thy grave,
Like one who wraps the drapery of his couch
About him, and lies down to pleasant dreams.
I kan nok se, hvorfor jeg ikke umiddelbart selv havde lyst til at kaste mig ud i en oversættelse. En søgning på nettet gav mig selvfølgelig digtet i sin helhed og den oplysning, at det var blandt digterens kendteste. Det gav mig håb om, at det var oversat til dansk på et tidspunkt og indgik i en antologi. Men hvordan finder man sådan noget?
Jeg spurgte mine kolleger via dof-gruppen på yahoo og fik det råd at spørge biblioteksvagten. Det gjorde jeg, og fik følgende svar tilbage:
Kære Ulla Lauridsen
Du har spurgt Biblioteksvagten om:
Jeg mangler en dansk oversættelse af et ret kendt digt, Thanatopsis af
William Cullen Bryant. Kan du hjælpe mig med at finde det? Det er garanteret
i en eller anden antologi, men hvor?Vores svar er:
Den eneste mulighed kunne være denne gamle antologi, hvor jeg kan se, at han
er med, men jeg kan desværre ikke se med, hvad han er med. Jeg har ikke
kunnet finde andet, hvor han er oversat til dansk i bibliotekernes baser.Digte og Sange
CaralisBOG: Kbh., Steen, 1867. – 208 sider, tavler
ved Caralis
Opstilling i folkebiblioteker: skønlitteratur
FAUSTNR.: 4 309 339 8
Det var da et forsøg værd, tænkte jeg, og gav mig til at lede på bibliotek.dk for at bestille den. Men ak – den fandtes kun på det kongelige bibliotek og kunne ikke hjemlånes. Så var gode råd lige så dyre som en togbillet til København, troede jeg, men et besøg på det kongelige biblioteks hjemmeside afslørede, at det slet ikke stod så galt til. Ikke alene kunne jeg blive låner, selvom jeg bor i Odense, men de kunne også tage en kopi til mig for en pris. Både fagligt og økonomisk var det et forsvarligt træk, også selvom digtet ikke nødvendigvis fandtes i bogen.
Da alt var sagt og gjort, fik jeg i løbet af en uges tid en pdf per mail ganske gratis, og åh, livsalige land digtet var der, lige til at plukke:
William lyste op. ”Jeg kan fortælle ham, at Bill Kips er død. Gus og Bill spillede petanque sammen i mange år. Han vil være ked af, at han gik glip af begravelsen, men jeg tog et ekstra program ved gudstjenesten, og det kan jeg gennemgå sammen med ham. Der blev læst et meget bevægende digt til allersidst, ’Dødssyn’ af William Cullen Bryant. Jeg er sikker på, du kender det.”
”Nej, det tror jeg ikke.”
”Vores far fik os til at lære digte uden ad, da vi var små. Han mente, at det at indprente sig en række vers var til god gavn hele livet. Jeg kan recitere det, hvis du vil høre det.”
”Hvad med at komme ind i varmen, før du begynder?”
”Tusind tak, det gør jeg med glæde.”
Jeg holdt døren åben, og William kom så langt ind min stue, at jeg kunne lukke den bag ham igen. Det var, som om den kølige luft var kommet ind sammen med ham, men han gik i gang med bravour. Han lukkede højre hånd om jakkens revers og stak den venstre om på ryggen, da han begyndte at deklamere. ”Jeg tager bare det sidste,” sagde han som introduktion og rømmede sig. ”Lev sådan, at når engang du skal stævnes / at slutte dig til stimmelen, der bølger / imod det dunkle rige, hvor enhver / i dødens tavse haller får sin celle, / du ej skal gå som slaven, der med svøben / må drives til sit skumle nattefængsel; / men med et smil og med en oprejst pande, / i fuld fortrøstning nærme kan dig graven, / som den, der svøber sig i tæppets folder / og lægger sig til ro, for sødt at drømme.”
Jeg stod tavs og ventede på en kæk konklusion.
Han kiggede på mig. ”Det er inspirerende, ikke?”
Jeg forstår faktisk ikke helt, at forfattere gør den slags, med mindre det er nødvendigt for handlingen, for det må nødvendigvis blive til stor ulejlighed for mange oversættere. Forfatteren risikerer også, at oversætteren må klare det selv, og at en dårlig oversættelse af digtet trækker det samlede indtryk af værket ned. Det er faktisk mere forsvarligt at citere Shakespeare, fordi man kan regne med, at alle værker findes oversat til alle sprog.
Min kære, afdøde kollega Caralis viser sig at være et pseudonym for Christian Preetzmann (1822-1895), forfatter, oversætter, borgmester og byfoged i Nibe.
Et kig over skulderen
I den seneste bog var der to interessante tilfælde af dyre- og plantearter, der skulle oversættes, og de var gode eksempler på noget, jeg har været opmærksom på, siden jeg oversatte for bladet National Geographic: Man må aldrig, aldrig, aldrig gætte på, hvad dyr og planter hedder, og den slags kan i det hele taget trække flere problemer med sig.
Min hovedperson har modtaget en fugleedderkop med posten og tilkaldt en ekspert, der skal fjerne den for hende. Forlægget:
“This fellow’s a Mexican red-legged tarantula, Brachypelma emilia, maybe five or six years old. A male judging by his color. See how dark he is? The females are closer to a soft brown. Where’d you find him?”
“Actually, he found me. Someone left him for me in a padded envelope.”
He looked up with interest. “What’s the occasion?”
“No occasion, just a very sick practical joke.”
“Some joke. You can’t buy a red-legged spiderling for less than a hundred and twenty-five dollars.”
“Yeah, well, nothing but the best for me. When you say Mexican red-legged, does that mean they’re only found in Mexico?”
“Not exclusively. In states like Arizona, New Mexico, and Texas, they’re not uncommon. I breed Chaco golden knees and cobalt blues. Neither cost as much as this guy. I have a pair of Brazilian salmon pinks I picked up for ten bucks each. You know you can actually train tarantulas as pets?”
“Really,” I said. “I had no idea.”
Min oversættelse:
”Den her lille fyr er en Brachypelma emilia, måske en fem-seks år gammel. Ud fra farven at dømme er det en han. Kan du se, hvor mørk den er? Hunnerne er mere brunlige. Hvor fandt du den henne?”
”Det var faktisk den, der fandt mig. En eller anden har efterladt den her i en foret kuvert.”
Han kiggede interesseret op. ”I en særlig anledning?”
”Nej, ikke i nogen anledning, mere som en syg spøg.”
”Det er ellers en dyr spøg. Man kan ikke købe en unge for mindre end 125 dollars.”
”Intet er åbenbart for godt til mig. Hvor lever arten henne?”
”Mange steder. De er ikke ualmindelige i Mexico og i stater som Arizona, New Mexico og Texas. Jeg avler selv Grammostola pulchripes og de blå Haplopelma lividum. Der er ingen af dem, der koster så meget som den fætter her. Jeg har et par Lasiodora parahybana, jeg fandt til ti dollars stykket. Er du klar over, at man kan holde fugleedderkopper som kæledyr?”
”Virkelig?” sagde jeg. ”Det anede jeg ikke.”
For det første skriver jeg ikke ‘han’, men ‘den’, ligesom man gør om alle dyr i Danmark. Hvis dyrets køn var af væsentlig betydning for samtalen, ville jeg måske skrive han eller hun, men der skulle stærke grunde til.
For det andet skal jeg jo finde navnene på dyrene, og det gøres som følger: Tag det amerikanske navn og tast ind i google, find det latinske navn, copy-paste det latinske navn til google og tilføj ‘dansk’, find det danske navn blandt de hits, der dukker op. Pas på, at det ikke er en tilfældig dansker, der har navngivet dyret med en dængelsk undersættelse. Der skal helst være en autoritativ kilde eller adskillige sammenfald.
I dette tilfælde fandtes der ikke danske navne, og det gør ikke det helt store. Den unge mand er lidt af en nørd, der avler edderkopper, så det falder meget naturligt, at han bruger latinske navne.
For det tredje er jeg nødt til at skrive noget ind i teksten, nemlig hendes ‘hvor lever arten henne?’ Det fremgår jo af det amerikanske navn, at den stammer fra Mexico, men ikke af det latinske.
Senere i bogen omtaler min hovedperson nogle palmer, og her bliver det noget drilagtigt. Forlæg:
I could see six cabanas on the far side of the pool, which was flanked with ponytail palms and the larger, more graceful queen palms.
Jeg går glad i gang efter ovennævnte metode og finder ud af, at den første hedder Beaucarnea recurvata på latin. Jeg fortsætter med tilføjelsen ‘dansk’ og finder ud af, at den hedder elefantfod. Det er fint og billeddannende som kontrast til en palme, der er mere yndefuld. Videre til queen palms, som viser sig at hedde Syagrus romanzoffiana på latin. Der står desuden, at den også kaldes ‘cocos palm’, så jeg tænker Aha! det er sikkert en kokospalme. Men nej – billederne afslører, at de modne frugter på ingen måde ligner kokosnødder, og en søgning på kokospalme afslører i øvrigt, at sådan én hedder Cocos nucifera. Nå. Jeg gætter så igen: Mon ikke den hedder dronningepalme? Nej – sådan en findes, men dens latinske navn er Livistona rotundifolia. Nu begynder jeg at føle mig lidt træt. Jeg higer og søger, men Syagrus romanzoffiana har ikke noget dansk navn.
Mit problem er, at min hovedperson ikke kan stå og føre sig frem med latinske navne i den her sammenhæng. Hun er ikke typen, og det er ikke tidspunktet. What to do? Jeg vælger at lade hendes sige følgende:
Jeg kunne se seks gæstehytter på den anden side af poolen, flankeret af elefantfodspalmer og de højere, mere yndefulde dronningepalmer.
Jeg vælger med andre ord, efter alle mine besværligheder, at lade hende sige noget, der er forkert, fordi det rigtige navn ikke kan bruges, og fordi navnet dronningepalme passer perfekt ind i teksten. Jeg har naturligvis sikret mig, at dronningepalmen faktisk er høj og nogenlunde pæn.
Så lidt tekst, så meget bøvl, og nu ser det ud, som om jeg ikke har gidet tjekke. Aaargh!
leave a comment