Ulla Lauridsens blog

Ærlig snak om penge

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 3. december 2013

Ian Rankin fortæller i The Telegraph om sin historie, sine indtægter, sin formue og pension. Det er godt at se – jeg synes, der bliver snakket for lidt om forfatteres økonomiske vilkår. Det er ganske vist, som om der aldrig bliver snakket om andet, men det sker på en overfladisk måde – enten om ‘fine, miskendte (fattige) forfattere’ eller ‘bestseller Jussi scorer kassen – se, hvor rig han er’-artikler med beløb, der kommer ud af den blå luft.

Ian Rankin her: http://www.telegraph.co.uk/finance/personalfinance/fameandfortune/10484908/Ian-Rankin-It-took-14-years-for-my-writing-to-pay.html

Jeg har tænkt over det et par uger, fordi jeg er faldet over flere forskellige vinkler på det. Steven Pressfield skrev om den iværksætter-grøde, der er i luften, her:  http://www.stevenpressfield.com/2013/11/poof-goes-the-middle-class/

Maybe I’m delusional, but I think a sea-change is taking place right here, right now. I mean a good change. It’s below the radar. The government has nothing to do with it. The government doesn’t even know it’s going on.

What is this change? It’s happening on ten thousand blogs like this one and at a hundred thousand informal academies and webinars and one-on-one teaching exchanges or one-to-a-hundred mentoring events. Individuals on their own, driven by necessity and by their own dissatisfaction with their lives and their futures, are teaching themselves a new way of working in the world.

The change is reflected, even championed, by words like Seth Godin’s, “Don’t wait to be picked, pick yourself.”

People are becoming entrepreneurs. The mind-set of the employee is vanishing like the factory where it was born. It has to. We’ll all die if we wait for some force outside ourselves—business or government—to bring us jobs or teach us who we are or how we ought to live.

We have to invent our own ways, and that’s just what we’re doing.

I read blogs myself. I take courses. I go to seminars. I search out individuals to teach me stuff, and I find partners whom I can help and who can help me.

In ‘83, around the time that Bruce Springsteen was writing Born in the U.S.A., a company I worked for was going belly-up, which was about the tenth time that had happened to me. I remember in the aftermath paying a bookkeeper fifty bucks to teach me how to set up my accounting books and explain to me what a DBA was (“Doing Business As.”) I was scared shitless, making the sea-change from employee to entrepreneur.

The next step was artist. I already was an artist in truth. I had just never figured out the make-it-pay part.

The step after that is Professional. No one teaches you this either. That’s why there are blogs like this one, and seminars and classes and coaches. I read this change between the lines of almost every Comment that appears at the bottom of this page. Take a look. Almost every person who writes in is an artist or entrepreneur or both—on their own, taking charge of their own fears and self-doubts, practicing and learning as they go.

I don’t think this is happening in China, at least not yet.

It hasn’t really happened here either. Nothing earth-shaking has popped up so far. But the change is percolating. It’s underground. It’s silent. There’s no movement, no spokesman. It doesn’t get a lot of press. Most of it is part-time. It’s being done by individuals who haven’t quit their day jobs. But there are millions of people in this country who, one by one, are making themselves over. I don’t mean just “learning skills” or “reinventing livelihoods.” I mean Major Overhaul. Emotions. Dreams. Focus. Professionalism. Mental toughness.

Og så er der selvfølgelig vores egen Andrea Hejlskov. Jeg ved godt, hun er rejst langt ud i skoven for at slippe for det materialistiske ræs, ikke for at realisere sig selv som kunstner, men jeg synes, der er noget, hun og vi alle sammen er tilbøjelige til at glemme: Ingenting kommer af ingenting. Jeg er sikker på, at Andrea vil opsøge et moderne hospital, hvis hun kommer til skade ude i skoven. Børnene går i skole og kører formentlig med bus derhen. Lad mig sige med det samme, at jeg ikke har ondt i røven over Andrea eller hendes familie, og det her er på ingen måde personligt ment. Hun er bare et godt, højt profileret eksempel: Hvis vi alle sammen vælger at yde under evne for at spare kræfterne til personlige projekter, afskaffer vi velfærdssamfundet. Da Andrea og hendes mand havde gode lønninger, betalte de over skatten hver især for mindst én førtidspensionist eller pensionist og deres tilsvarende velvoksne del af resten: Veje, skoler, politi og sundhedsvæsen. Men det kommer selvfølgelig også an på, hvad de har lavet – ikke hvad de har fået for det – om deres indsats er et nationaløkonomisk tab.

Det er selvfølgelig Johannes Riis, der spøger i min hjerne igen – det er ingen menneskeret at kunne leve af at være oversætter. Det er som sagt fuldstændig sandt. Det samme gælder forfattere eller hvem som helst. Måske var vi bedre stillet, inden vi overhovedet fik den idé, at man på en eller måde har krav på at kunne leve af det job, man helst vil have – det være sig som kunstner eller oversætter. Kafka havde et almindeligt fuldtidsjob som ingeniør. William Carlos Williams var læge, og Robert Burns var skatteopkræver.

Men i dag er der så yderligere det caveat, at man ikke bare vælger at leve ydmygt på egne vegne, hvis man fravælger vækstsamfundet. Man fralægger sig også den del af byrden, man strengt taget har påtaget sig, hvis man går ind for en velfærdsstat og selv er dygtig og rask. Nu har Marx jo heldigvis ikke levet forgæves. Måske forholder det sig sådan, at jeg producerer en merværdi, der løfter min del af forsørgerbyrden, uden at den afspejler sig i løn og skat? Næppe. Jussi Adler Olsen skæpper på betalingsbalancen (det eneste, der egentlig tæller ifølge Warren Buffett), men jeg? Oversættelser løber kun lige akkurat rundt, så vidt jeg kan forstå, så dér kaster jeg ikke noget af – og så er jeg i øvrigt på støtten i form af bibliotekspenge.

Henry David Thoreau kunne tillade sig livet i skoven, for han havde ingen at forsørge ud over sig selv. Men der er ingen grund til at være naiv – måske flyttede han derud for at have noget at skrive om. Guderne skal vide, at hans bog er en konstant eksportvare den dag i dag. Jussi Adler Olsen sparede angiveligt op, så han kunne sidde derhjemme og skrive i tre år for at rende karrieren som forfatter igang. Det er den form for iværksætteri, Steven Pressfield taler om. Hvo intet vover, intet vinder – heller ikke på samfundets vegne.

Men nu må I have mig undskyldt – jeg skal oversætte to pressemeddelelser for et ejendomsforvaltningsselskab.

About these ads

En kommentar

Subscribe to comments with RSS.

  1. William Jansen said, on 3. december 2013 at 10:27

    “Kafka havde et almindeligt fuldtidsjob som ingeniør. William Carlos Williams var læge, og Robert Burns var skatteopkræver.”

    Mit eget yndlings-eksempel, som står til fri afbenyttelse, er forudsigeligt nok William Shakespeare. Han havde et fuldtidsjob som skuespiller både i egne og andres produktioner. Han havde endnu et fuldtidsjob som med-ejer og leder af først en teatertrup, og siden to teatre (Blackfriars og Globe). Alligevel fik han tid til at skrive 38 teaterstykker på 24 år.

    …og nårh ja; han skrev efter alt at dømme også efter bestilling, når hans livssituation krævede det.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: