En af de ting vi har til fælles, er at vi begge to har en fortid i reklamebranchen, og jeg forstår 100 % hvad han taler om her:

The reason ad agencies put so much time into pitching new business is that they’re always losing old business. Clients get poached by other agencies, or they go out of business or get acquired by some bigger company who then takes them away. One way or another, an ad agency’s roster is always being depleted. If an agency were to rest on its laurels and take no aggressive action, within five years client attrition would kill it dead.

This is true for you and me too as artists and entrepreneurs—not just in the commercial sense of acquiring new sources of income, but in the artistic sense of exploring new ground and pushing ourselves into areas we wouldn’t normally go.

I first tried my hand at a screenplay in 1980—a total flyer that I never dreamed would accomplish anything. By 1985 I was a screenwriter full-time. In 1994 the idea came to me to write the book that would become The Legend of Bagger Vance. Within twelve months I was a full-time novelist.

What seems like the fringe one year can become the core of our creative lives the next.

Of course new business pitches rarely succeed. Ninety percent of the ones I participated in in the ad business failed. In books and movies, the percentage is about the same. But the process is tremendously energizing. It takes you off the defensive and puts you on offense. Offense always produces greater mojo, and it’s always more fun.

http://www.stevenpressfield.com/2012/01/what-i-learned-in-the-ad-biz-part-three/

Hele tiden nye ideer, nye måder at bruge velerhvervede færdigheder på, nye færdigheder, nye kunder, nyt salg.

Det var også i reklamebranchen, jeg lærte at sælge. Min fantastiske chef inddrog mig i salgsarbejdet, som hun holdt styr på ved hjælp af et regneark, og dér så jeg til min forbløffelse, at hun ufortrødent vendte tilbage til virksomheder, der havde givet hende et klart og umisforståeligt afslag, igen og igen. Ja, sagde hun, man sælger først noget femte gang. Det var et helt nyt koncept for mig. Jeg troede jo i min ungdommelige naivitet, at man kunne præsentere sine kompetencer for en virksomhed, og så kunne de én gang for alle bestemme sig for, om de havde brug for en.

Siden har jeg læst mig til, at man skal etablere et kendskab, et tillidsforhold, inden man kan sælge noget som helst. Når man henvender sig tredje gang, kan de huske hvem man er. Når man henvender sig femte gang, er man en gammel bekendt. Det forsøger jeg nu at implementere som oversætter, men i forhold til ét forlag er det meget svært, nemlig hos Gyldendal.

Problemet er, at omstillingen er ubestikkelig. Man kan ikke blive stillet om til ‘den ansvarlige for oversættelse af …’ Nixen. Man skal kende navnet for at få nogen i røret, og selvom man kender navnet, kan man ikke få deres emailadresse udleveret. Jeg foretrækker ellers at maile, dels for ikke at afbryde folk midt i noget, dels fordi det giver dem mulighed for senere at søge efter mig i deres inbox. Det eneste håb er at kende nogen, der tør udlevere en adresse. Den udenforstående henvises til at sende en uopfordret ansøgning til personaleafdelingen, og efter en vis tid kommer den så retur med afslag, uden at jeg har på fornemmelsen at være blevet ‘hørt’.

Den politik giver sikkert en velsignet arbejdsro på redaktionerne, men spørgsmålet er om redaktørerne på den måde faktisk får de bedst mulige tilbud. Nå, det må være Gyldendals sag. De har formentlig gennemtænkt politikken og vurderet at de aldrig vil komme i bekneb for en god oversætter.

The Soul selects her own Society --
Then -- shuts the Door --
To her divine Majority --
Present no more --

Unmoved -- she notes the Chariots -- pausing --
At her low Gate --
Unmoved -- an Emperor be kneeling
Upon her Mat --

I've known her -- from an ample nation --
Choose One --
Then -- close the Valves of her attention --
Like Stone --

Emily Dickinson, naturligvis.

Det går rigtig godt med cash-delen. Jeg er beskæftiget med litterære oversættelser indtil efter sommerferien, og det er dejligt at have sådan en flok fugle i hånden.

Men hvad med sex-delen, det man gør for sjov? Her skal jeg skrive artikler til Den korte avis om det amerikansk primærvalg og senere præsidentvalgkampen. Jeg er lidt af en politiknørd og nyhedsjunkie, og det er en side af mig selv, jeg ikke bruger som litterær oversætter. Den korte avis betaler mig ikke, men dels synes jeg projektet er interessant, dels kan jeg på den måde få journalistisk erfaring. Og måske kan den erfaring en dag gøres om i penge.

Den korte avis udkommer første gang på søndag, d. 29. januar: http://denkorteavis.dk/

http://kostbloggeren.blogspot.com/2012/01/slank-pa-den-fede-made.html

Det er sådan, selvudgivne bøger generelt vinder udbredelse – ved omtale i relevante, specialiserede fora.

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1486875/den-store-forfatterundersoegelse-man-bliver-ikke-rig-men-det-er-okay/

Mange af forfatterne fortæller dog om noget, som de har til fælles med mig og sikkert andre oversættere: At de har et andet arbejde, og at det arbejde ikke bare er nødvendighed, men også beriger dem kunstnerisk. Det er det, Hugh McLeod kalder ‘sex and cash’-teorien.

Sex and cash-teorien går ud på at alle, der udøver nogen form for kunstnerisk virksomhed, har et arbejdsliv der falder i to dele. Noget er sex – det lystprægede – og noget er cash – det man gør for penge. Det sjove er, at det også ofte er trin på en stige. Jeg startede med at arbejde som sekretær, og jeg skulle renskrive et manuskript. Det at jeg kunne dokumentere nogen som helst form for arbejde med en tekst hjalp mig til at få, hvad der dengang var drømmen – en tilknytning til et oversættelsesbureau. Så kunne jeg kalde mig ‘oversætter’. I fritiden oversatte jeg digte af Emily Dickinson, det var sex, oversættelsesbureauet blev hurtigt cash, for teksterne var dødssyge, men jeg lærte en masse.  At jeg overhovedet havde den erfaring blev forudsætningen for at jeg senere kunne blive fast oversætter hos National Geographic – det var langt mere interessante og udfordrende tekster. Og sådan bliver det ved. Det man det ene år drømmer om, realiseres det næste år og inden man får set sig om, er det den banale hverdag.

At læse korrektur gør mig til en bedre litterær oversætter, og at oversætte andre ting end litteratur gør mig også til en bedre oversætter.

Og lur mig, om ikke Steven King har udkastet til den store amerikanske samtidsroman liggende i nederste skrivebordsskuffe.

Western wind when wilt thou blow
The small rain down can rain
Christ if my love were in my arms
And I in my bed again

Fanden tage hende. Hvordan er mine chancer for at finde oversættelsen, hvis digtet overhovedet er oversat til dansk? Og hvor længe vil det tage mig at lave en bare halvvejs anstændig dansk oversættelse, hvis det ikke er oversat i forvejen?

http://www.zdnet.com/blog/btl/amazons-kindle-singles-e-books-one-shrewd-business-move/40320

Her en forfatter, der har udgivet hos dem:

http://kindle-author.blogspot.com/2011/06/kindle-author-interview-eric-mack.html

Idéen er fantastisk, men altså ikke min  :-)

Han har dog masser af budskaber til forfattere generelt, og hans overordnede budskab er, at branchen som vi kender den, er døende. Især boghandlerne har ingen fremtid, og forlagene skal oppe sig.

http://www.thedominoproject.com/2012/01/advice-for-authors-part-one-and-part-two.html

Personligt er jeg ikke skeptisk hvad læsning angår. Flere vil kunne læse, flere vil have tid, lyst og råd til at læse, viden vil betyde mere end nogen sinde. Spørgsmålet er, hvem der kommer ud gennem de medier, de ny læsere foretrækker.

Jeg siger jer: Der er mere sportsmetaforik og i det hele taget sport i amerikanske bøger end rimeligt er. SUK. Tag denne henkastede, helt ligegyldige sætning (gudskelov at den er ligegyldig, så gør det ikke så meget, hvis det jeg skriver er helt hen i vejret):

He nodded, then said softly to himself, “Walked the batter. Tying run coming up to the plate.”

En otteårig dreng, der leger med baseball-samlekort. Nej, stik mig så hellere goblernes livscyklus.

Situationen minder mig om et par vers af Emily Dickinson:

Give Balm—to Giants—
And they’ll wilt, like Men—
Give Himmaleh—
They’ll Carry—Him!

Det er fra digtet I can wade Grief -, og jeg ved godt, det i sin helhed handler om noget helt andet.

-          Det går stærkt. En kort debatbog om et aktuelt emne kan være på markedet i løbet af en uge.

-          Omfang er helt ligegyldigt. Hvis jeg kan skrive et interessant essay kan det sælges enkeltstående til den rigtige pris. Det vil aldrig kunne betale sig at trykke den slags ting. Det samme gælder mine få, korte historier for børn.

-          Pris. Jeg får en meget højere andel af salgsprisen end hvis jeg havde skrevet en rigtig bog og et forlag antog og producerede den.

-          Smalle produkter. Det kan betale sig at udgive e-bøger for selv et meget lille publikum. Mine oversættelser af Emily Dickinson er oplagte. Jeg kan skrive en lille ’Sådan bliver du litterær oversætter’-bog. Mulighederne er uendelige. Og alle er ekspert i noget.

-          E-bogen kan også være en nyoversættelse af noget, ophavsretten er udløbet på. Jeg kan oversætte John Stuart Mills Om kvindeundertrykkelse hvad dag det måtte passe mig. Og lave en kommenteret eller bearbejdet udgave, hvis jeg har lyst.

Ulempen er selvfølgelig, at der netop ikke er et forlag, der garanterer et minimum af kvalitet og relevans. Alle og enhver kan udgive det værste hø.

Faktisk burde et dynamisk forlag som Peoples Press kunne kombinere samtlige ovennævnte fordele med den redaktionelle instans. De kunne bestille og sælge ting svarende i omfang til avisernes gennemarbejdede features, og de kunne sælge noveller fra deres etablerede forfattere som e-bøger. Det er også en billig måde for et forlag at give ny, lovende forfattere en chance på.

Min første bog blev en kort, praktisk introduktion til den kostfilosofi, jeg selv følger og elsker: Paleo, også kendt som stenalderkost, primal, jæger-samler-kost osv. Det er januar, og man må smede mens jernet er varmt. Noget andet er, at jeg inderligt håber, at mange vil læse den og få den samme glæde af den kost som jeg har.

Se den her: http://www.saxo.com/dk/item/ulla-lauridsen-slank-paa-den-fede-maade-e-bog.aspx

Jeg er ikke helt sikker på tonen – bogen er holdt i en fortrolig, lidt sludrende mellem-venner-stil, som forhåbentlig er let læselig, men den er på den anden side ikke autoritativ. Den minder faktisk mere om en lang blogpost end om en bog. Okay, det var første forsøg.

Saxo ser i øvrigt ud til at have et meget retfærdigt koncept: De yder en god service, og for det tager de 30 % af prisen efter moms. Man beholder selv ophavsretten og kan frit sælge sin epub-fil alle andre steder også.

Og så er Politiken så flink at omtale netop stenalderkosten positivt i dag: http://politiken.dk/tjek/tjekmad/tjekmadartikler/ECE1499400/stenalderdiaeten/

http://www.stevenpressfield.com/2011/12/getting-in-the-ring/