Ulla Lauridsens blog

Nældens rod 2

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 18. november 2011

Nu kan I enten lide eller ikke lide, at jeg hænger en navnløs kollega ud som jeg gjorde i onsdags, men jeg synes det er nødvendigt, hvis vi skal have en reel debat om faget, beskæftigelsesmulighederne og aflønningen.

Hvorfor har enten forlæggerforeningen eller oversætterforbundet for eksempel ikke for længst lavet en smileyordning, hvor forlagene systematisk vurderer oversætteren i forbindelse med hver enkelt oversættelse? Jeg ved ikke præcis hvilke kriterier forlagene går mest op i, men ’punktlighed’, ’oversættelseskvalitet’ og – hvad ved jeg – ’omgængelighed’? Trendsales kan finde ud af det, men forlagene overlader det til sladdermøllen og netværket.

Og sladdermøllen fungerer ikke tilstrækkelig effektivt. Jeg kender for eksempel en forlægger, der flere gange, og til sin egen store undren, har fået rigtig dårlige oversættelser fra oversættere, der har været i branchen i mange år og har mange oversættelser bag sig. Mig bekendt har han aldrig nægtet at betale dem, og beskeden om at vedkommende ikke duer, går ikke videre.

Det kan forekomme frækt at jeg med min meget begrænsede backlist giver mig til at kloge i branchevilkårene på den måde, men jeg er interesseret i at have en fremtid i branchen, og derfor ser jeg gerne at markedet kommer til at fungere mere effektivt.

Når det er svært at få opgaver og svært at få en ordentlig aflønning hænger det jo til dels sammen med at forlagene ved, at de når som helst kan skaffe en anden. Folk står på nakken af hinanden. Jeg vil ikke engang sige, at de kan få en anden hvis de er ligeglade med kompetencerne, for selv dygtige folk har svært ved at få deres første, anden og tredje oversættelse.

Selv fik jeg min første oversættelse gennem mit netværk – en utroligt generøs kollega valgte at anbefale mig til en oversættelse, hun ikke selv havde tid til. Nummer to fik jeg fordi en anden oversætter havde gjort sig umulig ved at modsætte sig ændringer i sine manuskripter. Det lærte jeg så meget af, at jeg nu siger ja til alle rettelser, jeg anser for at være fagligt forsvarlige. Jeg trækker først grænsen der, hvor jeg ikke ville bryde mig om at lægge navn til resultatet.

Thomas Harder påpeger helt korrekt i Mellem to sprog, at fejlene koster penge. En dårlig oversættelse fører til at redaktøren skal bruge tre gange så meget tid på at få fejlene rettet, og gøres det ikke fører det til dårlige anmeldelser og dårligt salg.

Jeg har selv læst korrektur på en bog, der burde være blevet en sællert, men som var så elendigt oversat, at det efter min mening ødelagde værket og salget. Det var faktisk så graverende, at det ville have været nemmere for mig at begynde forfra end at rette teksten, og det siger sig selv, at jeg ikke kom i bund med problemerne, inden deadline ramte mig, værket og forlæggeren.

Hvis forlæggerforeningen er lidt smart, kommer den først med den omtalte smileyordning, for hvis DOF laver den, vil den givetvis kun omfatte egne medlemmer, og dermed bliver den ikke relevant for forlagene.

I næste uge, mandag, onsdag og fredag: 3 tip til den redaktør eller forlægger, der gerne vil holde på en dygtig oversætter.

Tagged with:

2 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Lars Duelund said, on 18. november 2011 at 11:30

    test kommentar test komentar

  2. […] mangler stadig den smiley-ordning, jeg talte om for halvandet år siden, for markedet er ikke […]


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: