Ulla Lauridsens blog

Selvudgiver

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 9. januar 2012

Jeg er blevet selvudgiver. Det dæmrede pludselig for mig her i starten af januar måned, at selvudgivne e-bøger er det mest geniale koncept siden skiveskåret brød:

–          Det går stærkt. En kort debatbog om et aktuelt emne kan være på markedet i løbet af en uge.

–          Omfang er helt ligegyldigt. Hvis jeg kan skrive et interessant essay kan det sælges enkeltstående til den rigtige pris. Det vil aldrig kunne betale sig at trykke den slags ting. Det samme gælder mine få, korte historier for børn.

–          Pris. Jeg får en meget højere andel af salgsprisen end hvis jeg havde skrevet en rigtig bog og et forlag antog og producerede den.

–          Smalle produkter. Det kan betale sig at udgive e-bøger for selv et meget lille publikum. Mine oversættelser af Emily Dickinson er oplagte. Jeg kan skrive en lille ’Sådan bliver du litterær oversætter’-bog. Mulighederne er uendelige. Og alle er ekspert i noget.

–          E-bogen kan også være en nyoversættelse af noget, ophavsretten er udløbet på. Jeg kan oversætte John Stuart Mills Om kvindeundertrykkelse hvad dag det måtte passe mig. Og lave en kommenteret eller bearbejdet udgave, hvis jeg har lyst.

Ulempen er selvfølgelig, at der netop ikke er et forlag, der garanterer et minimum af kvalitet og relevans. Alle og enhver kan udgive det værste hø.

Faktisk burde et dynamisk forlag som Peoples Press kunne kombinere samtlige ovennævnte fordele med den redaktionelle instans. De kunne bestille og sælge ting svarende i omfang til avisernes gennemarbejdede features, og de kunne sælge noveller fra deres etablerede forfattere som e-bøger. Det er også en billig måde for et forlag at give ny, lovende forfattere en chance på.

Min første bog blev en kort, praktisk introduktion til den kostfilosofi, jeg selv følger og elsker: Paleo, også kendt som stenalderkost, primal, jæger-samler-kost osv. Det er januar, og man må smede mens jernet er varmt. Noget andet er, at jeg inderligt håber, at mange vil læse den og få den samme glæde af den kost som jeg har.

Se den her: http://www.saxo.com/dk/item/ulla-lauridsen-slank-paa-den-fede-maade-e-bog.aspx

Jeg er ikke helt sikker på tonen – bogen er holdt i en fortrolig, lidt sludrende mellem-venner-stil, som forhåbentlig er let læselig, men den er på den anden side ikke autoritativ. Den minder faktisk mere om en lang blogpost end om en bog. Okay, det var første forsøg.

Saxo ser i øvrigt ud til at have et meget retfærdigt koncept: De yder en god service, og for det tager de 30 % af prisen efter moms. Man beholder selv ophavsretten og kan frit sælge sin epub-fil alle andre steder også.

Og så er Politiken så flink at omtale netop stenalderkosten positivt i dag: http://politiken.dk/tjek/tjekmad/tjekmadartikler/ECE1499400/stenalderdiaeten/

6 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Karen Mohr Sokkelund said, on 10. januar 2012 at 13:07

    Ulla, er du opmærksom på selvudgiverinitiativet NewPub: http://newpubdenmark.blogspot.com/ – som jeg ingen aktier har i? NewPub’erne er også på Facebook: http://www.facebook.com/groups/newpub/ … er du?

  2. Ulla Lauridsen said, on 10. januar 2012 at 13:31

    Hej Karen,
    Ja, jeg er medlem af NewPub. Det er interessant at følge, hvordan udgivelsesmulighederne ændrer sig.
    Jeg kan godt være bekymret for at kvalitet vil drukne i crap, men det er jo ikke mediets skyld – ebogen er et genialt medium, fordi den er så hurtig og billig at producere. Så må vi indrette os med nye kritiske instanser til hjælp til at navigere og nye kanaler til at nå det specifikke publikum, produkterne appellerer til. Det hele kunne faktisk sagtens foregå i regi af de gamle forlag – ‘straight to ebog’ kunne være vejen for de smalle og korte bøger, det ikke kan betale sig at rigge ud i papir og pap.
    Har du selv selvudgivet (nu lyder jeg som en Silvan-reklame) :-D

  3. Karen Mohr Sokkelund said, on 10. januar 2012 at 13:43

    Nej, ikke endnu! Lige nu ser jeg først og fremmest mig selv som en oplagt underleverandør til nogle af de selvudgivere, der vitterlig har brug for en hjælpende hånd til redigering, sprogvask, korrektur – eller profilering. Jeg er, som du selv, litterær oversætter – og har en række fagbøger på samvittigheden. Men også som oversætter er selvudgivelse jo en mulighed, både ved smalle værker, som ikke kan tjene sig hjem på papir og – hvorfor ikke – når vi selv støver bøger op, der fortjener et dansk publikum. Indrømmet, jeg aner ikke en dyt om, hvad oversætterrettigheder koster, men lad nu det ligge!

  4. Ulla Lauridsen said, on 10. januar 2012 at 13:53

    Nu så jeg din hjemmeside. Ikke så dårligt. Jeg går også op i fotografering, dog på hobbyplan.
    De ting du nævner – tja, har tænkt samme tanke. Men typisk er private jo ikke specielt betalingsvillige, selvom de har brug for hjælpen. Jeg er i princippet tilknyttet BoD som redaktør, men har ingen opgaver fået endnu, og når jeg læser om BoD på NewPub, mister jeg også lysten til at arbejde for dem.
    Jeg HAR faktisk kigget på priserne for rettigheder og fået noget kompetent rådgivning angående forlagsdrift, og det ligner en hurtig måde at komme af med sine penge på – hele systemet er indrettet til dyre papirbøger, og det har jeg ikke lyst til at kaste mig ud i. Jeg købte ellers sitet krimiforlaget.dk, fordi jeg havde nogle værker i kikkerten.

  5. Hvad sagde jeg? « Ulla Lauridsens blog said, on 8. november 2012 at 16:37

    […] sagde det allerede i januar, og Zetland blev stiftet i marts, men hvad er chancen for, at de læser min […]

  6. Andre formater | Ulla Lauridsens blog said, on 25. januar 2014 at 14:27

    […] Jeg sagde det jo (for et par år siden), her: […]


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: