Ulla Lauridsens blog

80/20-reglen

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 31. januar 2012

Jeg er vild med Steven Pressfield – ikke hans fiktion, men hans blog og bogen The War of Art, fuld af kloge ord om forlagsbranchen og hvordan det er at arbejde som fri agenter på bogmarkedet.

En af de ting vi har til fælles, er at vi begge to har en fortid i reklamebranchen, og jeg forstår 100 % hvad han taler om her:

The reason ad agencies put so much time into pitching new business is that they’re always losing old business. Clients get poached by other agencies, or they go out of business or get acquired by some bigger company who then takes them away. One way or another, an ad agency’s roster is always being depleted. If an agency were to rest on its laurels and take no aggressive action, within five years client attrition would kill it dead.

This is true for you and me too as artists and entrepreneurs—not just in the commercial sense of acquiring new sources of income, but in the artistic sense of exploring new ground and pushing ourselves into areas we wouldn’t normally go.

I first tried my hand at a screenplay in 1980—a total flyer that I never dreamed would accomplish anything. By 1985 I was a screenwriter full-time. In 1994 the idea came to me to write the book that would become The Legend of Bagger Vance. Within twelve months I was a full-time novelist.

What seems like the fringe one year can become the core of our creative lives the next.

Of course new business pitches rarely succeed. Ninety percent of the ones I participated in in the ad business failed. In books and movies, the percentage is about the same. But the process is tremendously energizing. It takes you off the defensive and puts you on offense. Offense always produces greater mojo, and it’s always more fun.

http://www.stevenpressfield.com/2012/01/what-i-learned-in-the-ad-biz-part-three/

Hele tiden nye ideer, nye måder at bruge velerhvervede færdigheder på, nye færdigheder, nye kunder, nyt salg.

Det var også i reklamebranchen, jeg lærte at sælge. Min fantastiske chef inddrog mig i salgsarbejdet, som hun holdt styr på ved hjælp af et regneark, og dér så jeg til min forbløffelse, at hun ufortrødent vendte tilbage til virksomheder, der havde givet hende et klart og umisforståeligt afslag, igen og igen. Ja, sagde hun, man sælger først noget femte gang. Det var et helt nyt koncept for mig. Jeg troede jo i min ungdommelige naivitet, at man kunne præsentere sine kompetencer for en virksomhed, og så kunne de én gang for alle bestemme sig for, om de havde brug for en.

Siden har jeg læst mig til, at man skal etablere et kendskab, et tillidsforhold, inden man kan sælge noget som helst. Når man henvender sig tredje gang, kan de huske hvem man er. Når man henvender sig femte gang, er man en gammel bekendt. Det forsøger jeg nu at implementere som oversætter, men i forhold til ét forlag er det meget svært, nemlig hos Gyldendal.

Problemet er, at omstillingen er ubestikkelig. Man kan ikke blive stillet om til ‘den ansvarlige for oversættelse af …’ Nixen. Man skal kende navnet for at få nogen i røret, og selvom man kender navnet, kan man ikke få deres emailadresse udleveret. Jeg foretrækker ellers at maile, dels for ikke at afbryde folk midt i noget, dels fordi det giver dem mulighed for senere at søge efter mig i deres inbox. Det eneste håb er at kende nogen, der tør udlevere en adresse. Den udenforstående henvises til at sende en uopfordret ansøgning til personaleafdelingen, og efter en vis tid kommer den så retur med afslag, uden at jeg har på fornemmelsen at være blevet ‘hørt’.

Den politik giver sikkert en velsignet arbejdsro på redaktionerne, men spørgsmålet er om redaktørerne på den måde faktisk får de bedst mulige tilbud. Nå, det må være Gyldendals sag. De har formentlig gennemtænkt politikken og vurderet at de aldrig vil komme i bekneb for en god oversætter.

The Soul selects her own Society --
Then -- shuts the Door --
To her divine Majority --
Present no more --

Unmoved -- she notes the Chariots -- pausing --
At her low Gate --
Unmoved -- an Emperor be kneeling
Upon her Mat --

I've known her -- from an ample nation --
Choose One --
Then -- close the Valves of her attention --
Like Stone --

Emily Dickinson, naturligvis.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: