Ulla Lauridsens blog

Frihed er det bedste guld?

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 16. marts 2012

Jeg elsker at oversætte.

Det er et kald i den forstand at jeg tror, det er det arbejde i verden, jeg egner mig bedst til. Jeg bryder mig ellers ikke om de metafysiske konnotationer der knytter sig til kaldet, men hvad pokker.

Det er også et håndværk og et gedigent arbejde, ligesom at snedkerere eller lægge brosten. Man kan se, hvor man er kommet til.

Oversættelse er ikke nødvendigvis akademisk arbejde, men en hvilken som helst ufaglært kan ikke varetage mine opgaver, og jeg synes selv, jeg trækker meget på min akademiske uddannelse.

Og jeg elsker at være selvstændig. Bare ordet: et tillægsord der ikke helt lykkes med at puste sig op til et navneord. Jeg elsker at skulle sælge min arbejdskraft, at have friheden til at takke ja eller nej til opgaverne og at råde over min egen tid.

Men der er jo også den slags guld som er gangbar mønt uden for elfenbenstårnet. Hvorfor er det ikke muligt for mig at tjene penge svarende til lønnen for en ufaglært industriarbejder?

Det bliver jeg lejlighedsvis eddersplitterrasende over, men jeg har meget svært ved at se, hvem jeg skal rette raseriet imod. Jeg har selv valgt det her liv. Jeg har før haft et lønarbejde og jeg ved, at jeg kunne få et andet lønarbejde, men jeg vil helst ikke begraves, før jeg er død.

Hvorfor lønnes et så specialiseret og intellektuelt krævende arbejde ikke bedre? Eftersom prissættelsen sker på et frit marked, handler det naturligvis om udbud og efterspørgsel. Min lillebror blev selvlært it-konsulent i 90’erne som meget ung mand, og i løbet af et par år opnåede han en forrygende løn. Han sagde selv at det han kunne fagligt var på niveau med at være automekaniker, og at han ikke burde have mere end en faglært håndværker, men eftersom der var stor mangel på folk, der kunne noget med computere, kunne han og andre selvlærte lømler få en rigtig god løn, frynsegoder, efteruddannelse osv.

Selv arbejder jeg også som kommerciel oversætter. Det sjove er, at det er halvt så svært, jeg tjener det dobbelte per ord og kunderne er direkte taknemlige, fordi jeg leverer en kvalitet væsentligt over hvad de forventer. Igen: Udbud og efterspørgsel. Og det er udbuddet af arbejdskraft i kategorien ’litterær oversætter’ den er gal med. Verden er fuld af wannabes, hvoraf jeg indtil for nylig var én.

Ole Eistrup har skrevet et interessant brev med et beslutningsforslag til DOF’s generalforsamling. Jeg ved ikke, om jeg må bringe det her, men mange af jer har sikkert fået det. Det korte af det lange: Han spørger, hvad vi dog skal gøre for at få en bedre pris for vores arbejde. Det er et særdeles godt spørgsmål, og som kandidat til bestyrelsen burde jeg også have et bud på et svar.

Jeg tror efterhånden vi kan konstatere, at vi intet kan opnå individuelt. Problemet er at den traditionelle tilgang med konflikt kun duer, hvis folk står sammen, og det er der intet der tyder på at alle vil. Vi er oppe imod store, pengestærke koncerner som Gyldendal og Egmont, og hvor det nok vil stikke en kæp i hjulet for dem momentant, hvis samtlige medlemmer af DOF nedlægger arbejdet, vil der afgjort være skruebrækkere og ivrige ’ny’ nok at rekruttere iblandt.

Det er faktisk virkelig skægt, at forlagene skamløst udnytter den fri prisdannelse i den ene ende af fødekæden og i den anden ende går ind for faste (og høje) bogpriser.

Måske er det eneste problem her, at vi er dumme nok til at blive ved med at deltage i legen. Verden er jo stor.

7 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Kirsten Nørgaard said, on 16. marts 2012 at 11:23

    Jeg arbejder mest som kommerciel oversætter. Min drøm er at oversætte litterært, for litteraturen er trods alt min lidenskab, men jeg venter på andre tider, for jeg vil ikke være den nye wannabe-skruebrækker. Det kunne være fedt, hvis vilkårene blev bedre, og der samtidig blev plads til nye oversættere = flere oversatte bøger.

  2. Kirsten Nørgaard said, on 16. marts 2012 at 11:24

    Nå, det blev et forkert link. Det var ikke fordi, jeg ville gemme mig. Jeg bor her: http://collagepoetica.wordpress.com/

  3. Allan Hilton Andersen said, on 16. marts 2012 at 13:32

    Translators of the world, ignite!
    Jeg har råd til at sige: “Tak for tilbuddet, men spørg en anden. Jeg arbejder ikke til den sats.”
    Ikke, fordi jeg er velhavende, men fordi jeg har to andre job.
    Og jeg kunne unde andre den glæde at fyre den besked af til forlæggerne. Man har det godt flere dage efter.

    Allan Hilton Andersen

  4. Niels Brunse said, on 16. marts 2012 at 14:26

    En enkelt korrektion: forlæggerne har mildt sagt været delt i spørgsmålet om faste eller flydende bogpriser. De faste priser er for så vidt en fordel for oversætterne, fordi den “smalle” eller “lødige” eller hvad man nu vil bruge af mistænkelige ord om god litteratur, der ikke har en chance for at brage op på bestsellerlisterne, får bedre vilkår når den ikke skal konkurrere på høje omsætningstal. De frie bogpriser tenderer i retning af at give både læsere og oversættere valget mellem lort og bras. De faste priser giver flere bogtitler og større mod til eksperimenter.

    • Ulla Lauridsen said, on 16. marts 2012 at 14:45

      Jeg har helt tydeligt ikke forstået idéen: Sælger forlagene ikke under alle omstændigheder bogen til boghandleren og supermarkedet osv. til samme pris, hvorefter detailleddet med de fri priser selv bestemmer hvad de vil sælge den for?
      Kan forlagene ikke bare lægge alle deres omkostninger til oversættelse, overhead, tryk og distribution sammen og dividere med det antal de forventer at kunne sælge af den pågældende titel – og således nå frem til engrosprisen?
      Jeg må se at få læst op på, hvad det drejer sig om.

      • Niels Brunse said, on 19. marts 2012 at 14:35

        Helt så enkelt er det ikke – der er selvfølgelig nogle omkostninger, som har betydning for den pris forlaget sætter på bogen. Men de fleste forlæggere er til at tale med, hvis fx en supermarkedskæde melder sig og på forhånd vil købe nogle tusind eks. af en titel for at sælge den til discountpris; så kan forlaget trykke mange flere og dermed fordele de “faste” udgifter (til oversætteren, grafikeren, satsfirmaet osv.) på et meget større oplag, sådan at stykprisen falder. – Vi oversættere er, ligesom forfatterne, hverken købmænd eller fagforeningsaktivister, så vi har det med at komme til kort. Men jeg har det ligesom dig, jeg kunne ikke tænke mig noget andet arbejde! Tak for dit engagement, det glemte jeg at skrive i min første kommentar…

      • Ulla Lauridsen said, on 19. marts 2012 at 14:37

        Selv tak, Niels!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: