Ulla Lauridsens blog

Balance

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 18. maj 2012

Jeg har skrevet om hjemmeværnet før, og jeg er i al almindelighed glad for mit engagement i Politikompagni Odense. Jeg får nogle andre udfordringer end jeg får i mit lidt klaustrofobiske oversætterliv eller ville få på en akademisk arbejdsplads.

Kristi Himmelfartsdag stod jeg for eksempel ude på en vej mellem Odense og Villestofte, som løberne i Eventyrløbet skulle krydse, og som jeg og en kollega skulle spærre af for kørende trafik, så løberne ikke blev kørt ned. Omtrent det første der skete var, at der kom en rutebil kørende. Jeg standsede den og sagde til chaufføren at vejen lige om lidt ville blive spærret af tusindvis af løbere. Jeg vidste at denne rute sidste år var lagt om, og at busserne generelt også i år var lagt om, så jeg tænkte at netop denne chauffør nok ikke havde fået budskabet. Jeg rådede ham venligt til at henvende sig til selskabet for at sikre, at den næste chauffør hørte om ruteændringen. Ellers kunne vedkommende, vidste jeg af erfaring, komme til at holde stille i en lille time, og det ville ikke være populært. Det er uendelig meget nemmere at forebygge end at helbrede ude i trafikken.

Der gik dog ikke mange øjeblikke før jeg havde min øverstbefalende i radioen: Busselskabet havde klaget til politiet over mig/os/arrangementet, og jeg måtte sørge for at busserne kom igennem. Jeg fortalte ham, at det ikke kunne lade sig gøre at holde en massiv strøm af løbere tilbage. Han sagde, at jeg ikke måtte holde løberne tilbage. Jeg sagde, at det var det ene eller det andet. Han sagde ‘Du må bare få det til at glide – slut.’ Right.

Vi joker ofte med at ja, hjemmeværnet er frivilligt arbejde: Det er frivilligt den dag vi melder os. Resten er tvang.

Det er faktisk den slags ting jeg elsker ved hjemmeværnet. Jeg får lejlighed til at bruge og udvikle helt andre evner end i det daglige. Jeg er blevet uddannet befalingsmand, hvilket var meget krævende og personligt udviklende. Jeg er rekrutteringsofficer, hvilket betyder at jeg har ‘ansættelsessamtaler’ med alle der gerne vil ind i kompagniet. Det bringer mig ind i hjem og i kontakt med mennesker jeg ellers ikke ville besøge, og de fortæller mig beredvilligt om deres liv og deres drømme (jeg har naturligvis tavshedspligt). Jeg sidder også med i befalingsmandsgruppen, hvor kompagniets daglige drift planlægges og eventuelle problemer vendes.

Det kan faktisk være svært at holde en rimelig balance mellem mit lønnede og mit ulønnede arbejde. Det sidste tenderer til at være sjovere. I næste uge er jeg for eksempel inviteret med til en kontroløvelse (hærens svar på eksamen) for det hold soldater, der skal til Afghanistan som det næste. De mangler politihjemmeværnsfolk, der vil være figuranter – vi skal spille afghansk politi, som de skal øve sig i ‘mentoring’ over for. Der er til alt held indkvartering i telte og bespisning med feltrationer hele ugen, og dét tipper trods alt valget til fordel for hjemmekontoret.

Hvad gør I andre for at vedligeholde sociale og andre færdigheder i det ensidige og ensomme erhverv vi har valgt?

3 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Cindylynn said, on 18. maj 2012 at 16:28

    Hvordan gik det så med busser og løbere, hvem holdt tilbage for hvem og blev de sure ?

  2. Ulla Lauridsen said, on 18. maj 2012 at 17:16

    Der er altid nogen, der bliver sure – det er simpelthen et vilkår, når man lægger trafikken om. Buschaufføren var komplet uforskammet over for mig.
    Der gik heldigvis længe inden den næste bus nåede frem – det kunne jo have været én, der gik hvert kvarter, men det var åbenbart timedrift. På det tidspunkt var strømmen af løbere taget lidt af, og det lykkedes os at lave en minisluse – bussen gled langsomt fremad, og på et tidspunkt fik vi løberne til at løbe bagom den i stedet for forom. Jeg regner med at løberne også var sure, men sådan er det bare.
    Jeg havde seks flaggaster, men ingen af dem var en lunken potte pis værd, og det er desværre ret typisk. Det er egentlig dem, der skal styre løberne, mens vi kun skal styre trafikken.

  3. Hjemmeværnet - SSR said, on 18. maj 2012 at 19:11

    godt at læse om dit engagement i Hjemmeværnet!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: