Ulla Lauridsens blog

Forhandling

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 29. maj 2012

Min lille business går på (mindst) to ben som forklaret i indlægget om sex & cash-teorien. I sidste uge tog jeg for eksempel en ordre ind fra et oversættelsesbureau. Det var speak til en film, og den kom via bureauet fra en kunde, som jeg har vundet hævd på. Så vidt jeg ved bruger bureauet altid mig til denne kunde, og derfor ville jeg ikke sige nej og lade en anden oversætter få foden i døren.

Sidder I ned, derude? Selv med den relativt ringe pris per ord, som bureauet betaler, tjente jeg 3300 kr. for én dags arbejde. Havde jeg fået opgaven direkte, ville jeg have tjent det dobbelte, men jeg har ikke ret mange egne kunder, og det passer mig udmærket – opsøgende salg er en tidskrævende opgave, og jeg tænker nærmest på bureauet som en udliciteret salgsafdeling og kundeservice, om end de tager sig godt betalt for det. Sådan er det selvfølgelig ikke helt, fordi jeg konkurrerer med deres andre freelancere, men salgsmæssigt har jeg nok at gøre med at holde gang i den litterære del af forretningen, og så må jeg jo tage betingelserne som de er.

Nu er jeg imidlertid nødt til at sige nej til den slags almensproglige opgaver i den næste måneds tid, fordi jeg har fået en hastende litterær oversættelse. Det forstår det pågældende forlag godt mekanismen i, og jeg bliver honoreret for det.

Et andet forlag har tilbudt mig et arkhonorar, som jeg synes er meget lavt, men det viser sig, at de kan give mig noget andet, jeg har brug for, nemlig masser af tid, så jeg kan tage alle de almensproglige opgaver, jeg bliver tilbudt.

Pointe: Det er noget for noget. Jeg har indrettet mig sådan, at jeg har gavn af en ’lang’ deadline. Kan forlaget komme mig i møde på det punkt, kan det udmøntes i en lidt lavere arkpris. Omvendt kan jeg forklare forlagene, at det koster mig penge, hvis jeg skal takke nej til almensproglige oversættelser for at nå en ’kort’ deadline, og det kan de godt forstå.

Det er essensen af en forhandling: At finde ud af hvad det er, modparten gerne vil have, hvor vigtigt det er for dem, og hvad de kan give til gengæld, også ud over kroner og ører. Et forlag kan jo ikke vide, at en lang eller fleksibel deadline er attraktiv for mig, med mindre jeg fortæller dem det.

Hos et forlag her i Odense kunne jeg også forestille mig at bede om en kontorplads, mens jeg laver deres oversættelse.

6 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Pascal said, on 29. maj 2012 at 10:26

    »Et forlag kan jo ikke vide, at en lang eller fleksibel deadline er attraktiv for mig, med mindre jeg fortæller dem det.«

    Hvor har du den skøre ide fra, selvfølgelig ved forlagene dét.

  2. Ulla Lauridsen said, on 29. maj 2012 at 10:28

    Det kan jeg faktisk ikke se logikken i. De kan jo ikke vide, at jeg har noget andet at bruge tiden til. Men jeg er da glad for at vide det, hvis det virkelig er sådan.

  3. Pascal said, on 29. maj 2012 at 13:26

    Forlagene er hele tiden under tidspres for at spytte ting ud, så de kan øge cashflowet og dermed forbedre likviditeten. Hvis de ikke er likvide, går de i betalingsstandsning. En virksomhed skal ligesom en krop være i konstant bevægelse. Derfor bliver alle led i tilblivelsen af en bog presset. Jo langsommere forfatteren skriver, desto hurtigere skal redaktøren redigere, oversætteren oversætte, korrekturlæseren læse korrektur, layouteren layoute, trykkeren trykke, distributøren distribuere osv. Man ved det godt, frøken oversætter, alt for godt.

  4. Pascal said, on 29. maj 2012 at 14:59

    Ja, det kan jeg godt nå, siger forfatteren, men det kan han ikke. Ja, det kan jeg godt nå, siger oversætteren, men det kan han ikke. Ja, det kan jeg godt nå, siger layouteren, men det kan han ikke. Ja, det kan jeg godt nå … Alle lyver og siger, at de kan nå det og det til den og den tid, og at de kan gøre det til den og den pris, ellers får de ikke opgaven, det ved de udmærket. Man siger, at man kan nå det og det, og når man så ikke kan det alligevel, kan den stakkels mand, man skulle lave arbejdet for, ikke nå at finde en anden. Så udskydes deadline et par dage, et par uger, og den frygtede besked sendes videre op gennem systemet, og folk, der sidder og venter på, at papirene lander på deres skrivebord, får grå hår i hovedet, for så bliver hele deres tidsplan forrykket, og sådan fortsætter dette meget menneskelige cirkus.

    • Ulla Lauridsen said, on 29. maj 2012 at 15:30

      Ja, det kender jeg godt. Jeg sagde en gang ned til en opgave, da jeg blev stillet over for en helt urimelig deadline. Jeg kunne ganske enkelt ikke nå det. Så opgaven gik til en anden, og han kunne heller ikke nå det, dvs. han fik deadline skubbet i sidste ende. Og dér blev jeg jo sådan set snydt af min egen indædte ordholdenhed.

  5. Pascal said, on 29. maj 2012 at 19:24

    Den første regel er: Lov altid mere, end du kan holde. Jeg gør det selv, og af to grunde: 1) Jeg får opgaven, og 2) Det gør andre også. Oversættere, layoutere, trykkere, håndværkere. Af og til viser det sig endda, at man godt kunne nå det. Og lykkes det ikke, hvilket man selv antog, siger man til forlaget, at det har vist sig, at teksten er mindre præcis, end man havde troet. Ønsker forlaget en læsbar oversættelse, kræves det et par dage mere, allerhøjst en uges tid, hvilket dog er ret usandsynligt.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: