Ulla Lauridsens blog

Now she tells me

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 7. august 2012

Min datter er seksten år, og først i går aftes erfarede jeg, at hun har synæstesi – ikke specielt meget, så vidt jeg foreløbig kan afdække, men alligevel.

Vi sad og snakkede med hendes lillebror på fjorten, som er på vej på efterskole, om det hensigtsmæssige i at forsøge at huske sine ny kammeraters navne og mulige teknikker til at gøre det. Det med ikke at kunne huske navne er lidt af en familiesvaghed, det slås vi alle sammen med, og så sagde vores datter altså: ‘Men jeg plejer at kunne huske farven.’ HVABEHAR?

Hun vidste ikke at det var noget specielt at forbinde navne med farver, og jeg vidste ikke at hun havde det sådan. Og så viser det sig at Ulla er gul. Jamen, jeg elsker da også dig, skat!

Min mand, Lars, er ‘grøn, men en gullig grøn’, og vores yngste, Erik, er ‘en lidt rødlig brun’. Aha. Den mellemste spurgte klogeligt ikke. Hendes små fætre, som er enæggede tvillinger, er hhv. rød og blå, og de plejer at være klædt forskelligt og i klare farver, så når de besøger os er der typisk en af dem der er i blåt, og så skal hun bare huske om det er ‘rigtigt’ eller ‘omvendt’ for at se forskel (den dag), forklarede hun.

Jeg har ingen antydning af den slags. Gad vide, om det er almindeligt for sprogkunstnere som forfattere og oversættere, og om det har nogen betydning for de ord, de vælger?

4 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Rebekka K. Steg said, on 7. august 2012 at 09:43

    Interessant! Jeg må indrømme, at jeg ikke engang vidste hvad det betød, da du nævnte det.

  2. Maria said, on 8. august 2012 at 20:38

    Jeg vidste heller ikke, hvad det var, men da jeg havde fundet ud af det, kom jeg i tanker om, at jeg engang arbejdede sammen med en studerende, der fortalte, at hun oplever musik i farver. En symfoni er for hende et farvespil med orden i. Hun overvejede at skrive speciale om det. :-)

  3. Ulla Lauridsen said, on 8. august 2012 at 20:42

    Ja, den er også ret almindelig. Den almindeligste type er vist at forbinde tal med farver.

  4. Maria said, on 9. august 2012 at 14:03

    Det er interessant, som vi mennesker kan gå rundt med vores små særegenheder, uden at vi selv og omgivelserne lægger mærke til dem. Det vidner om menneskets fantastiske hjerne og tilpasningsevne.

    Det var først på sessionen, at min bror fik at vide, at han er farveblind. Han fik også at vide, at han af den grund ikke kunne blive pilot, men det havde han nu heller ikke tænkt sig. Han ville være læge, og hans farveblindhed har aldrig været nogen forhindring for ham, han skulle efter sigende være en blændende kirurg. Men når vi søstre for sjov spørger ham, om han kan se, hvilken farve vores kjoler har, er han nærmere blændet. Det kan jeg garantere for, at han ikke kan. En knaldrød kjole opfattes ikke som sådan, han aner ikke, hvad han skal svare, og hvordan kan han så “lokalisere” blod? Det kan han ikke desto mindre.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: