Ulla Lauridsens blog

Sundhedsmåned IV

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 30. oktober 2012

Dette er sidste postering om min sundhedsmåned. Jeg fortsætter naturligvis min træning, og ellers er der ikke meget at komme efter.

Mit seneste tiltag er, at jeg er holdt op med at drikke alkohol. Det er så særpræget en idé i vores samfund, at der ikke rigtig er noget ord for det. Ordet ‘afholdsmand’ slæber en hel periode og kultur med sig – skiltet herunder er fra Nordjylland. Det burde vel hedde ikke-drikker, ligesom man kan være ikke-ryger.

Det var den sædvanlige kampagne i uge 42, der fik mig til at tænke over det. Sundhedsstyrelsen har sat sin anbefaling ned fra maksimalt 14 genstande om ugen til syv for kvinders vedkommende, og i det hele taget skruet bissen på:

Sundhedsstyrelsens 7 udmeldinger om alkohol

  1. Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred
  2. Drik ikke alkohol for din sundheds skyld
  3. Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd
  4. Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol hvis du drikker mere end 14/21 om ugen
  5. Stop før 5 genstande ved samme lejlighed
  6. Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld
  7. Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol

De siger i realiteten, at de anser alkohol i enhver mængde for at være giftig og farlig.

Jeg kom til at tænke over alle parallellerne til tobak og rygning. Der var engang, tobak blev anset for et uskyldigt nydelsesmiddel med visse positive egenskaber, noget som alle voksne (i hvert fald mænd) i princippet brugte, hvis de havde råd. Ligesom for tobak er det ved at gå op for os, at sundhedsfaren ved alkohol er større end hidtil antaget, og at det aktive indholdsstof er mere vanedannende, end vi har troet.

Vi fik for alvor problemer med tobak, da cigaretten blev opfundet og generel velstandsfremgang gjorde tobak til en dagligvare. I dag er det gået ligesådan med øl og vin. Det breder sig over adskillige sider i de husstandsomdelte reklamer, og i dagligvareforretningerne skal man kæmpe sig uden om paller med tilbudsvin, der er anbragt midt i gangene.

Der er åbenbart gået en fremtidsforsker tabt i mig, for jeg forudser, at de veluddannede og ambitiøse i fremtiden vil fravælge alkohol, ligesom de i dag i vid udstrækning fravælger tobak – med mulig undtagelse af en fin cigar eller en dyr vin ved særligt festlige lejligheder. Alkohol bliver utjekket. Straight edge bliver tjekket. Anders Fogh Rasmussen var forud for sin tid.

Det er nu ikke for at være på forkant med trenden, jeg vil være ikke-drikker. Jeg tror bare ikke længere, at det er nogen tilfældighed, at danske kvinder er i verdenstoppen, både hvad angår forbrug af alkohol og forekomst af brystkræft. Brystkræft er en af de få sygdomme, der vender den tunge ende opad. Man har forklaret det med, at veluddannede kvinder får børn senere end de faglærte, men jeg tror, det også har noget at gøre med introduktionen til en usund alkoholkultur på mange videregående uddannelser og den øvre-middelklasse-kultur, man derefter glider ind i. Mine faglærte kammerater fra hjemmeværnet møder typisk på arbejde klokken seks om morgenen og drikker praktisk taget ingen alkohol til daglig – modsat hvad fordommene siger om arbejdere.

Der er mange andre og mere umiddelbare negative effekter: Selv i små mængder ødelægger alkohol søvnkvaliteten, hvis man drikker det sidst på dagen, og man er mindre udhvilet end man ellers ville være. Det skader immunsystemet og centralnervesystemet, og det feder. Alkohol er også et depressiv, og hvem har brug for at indtage depressiver?

Det er iøvrigt ikke noget godt tegn, at reklamebranchen er begyndt at gå i dialog med vores ambivalens. Set i Netto:

Det korte af det lange: Jeg fravælger alkohol. Det er faktisk tankevækkende, at der ikke findes et neutralt, moderne ord for sådan en person.

2 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. WilliamJansen (@WilliamJansen) said, on 30. oktober 2012 at 10:21

    Jeg har kaldt mig selv afholdsmand siden 1998, og det er først ved læsningen af dette indlæg at jeg kommer i tanke om at ordet “slæber en hel periode og kultur med sig.” Det er der altså ikke nogen der har gjort mig opmærksom på de sidste 14 år.

    Forslag: Prøv ordet ude i virkeligheden, og se hvordan dine omgivelser reagerer på det. Det kunne være at det ramme lige i plet.

  2. Ulla Lauridsen said, on 30. oktober 2012 at 10:32

    Det er sjovt, du siger det. Jeg synes, ‘afholdsmand’ lugter af støvede forsamlingshuse i vestjylland anno 1890, afholdsforening og kristelig vækkelse.
    Suffixet -mand generer mig også, ikke ud fra sådan en hysterisk ligestillingsholdning, men fordi det føles lidt kunstigt, når jeg nu ikke er en mand. Jeg undgår også ordet ‘hjemmeværnsmand’ og siger ‘medlem af hjemmeværnet’ i stedet for. Men jeg går ind for brandmand og formand uanset køn. Mærkeligt.
    Nå, der dukker helt sikkert et moderne ord op, når det bliver mainstream, og indtil da kan jeg bruge ‘afholdsmand’ i det omfang, nogen overhovedet spørger.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: