Et kig over skulderen

Det var bloggens 1 års jubilæum i går, og jeg havde egentlig tænkt mig at ondulere et par alt andet end sagesløse kolleger for at mindes de glade dage for et år siden, men der er nok at tage fat på i min egen oversættelse, så det må vente:

Oversættelsen skal fortsat forblive navnløs, og forlaget ligeledes, men jeg er nødt til at nævne, at den handler om en række båndudskrifter af samtaler fra Det hvide Hus i tresserne.

Jeg føler i disse dage en pervers fryd, hver gang jeg skriver neger, og det gør jeg tit. Jeg er så gammel, at jeg kan huske dengang ordet forvandlede sig fra en værdineutral betegnelse for folk med oprindelse i Afrika til et beskidt, racistisk udtryk. Det ærgrede mig dengang, og det fryder mig i dag at kunne, og skulle, bruge det i den oprindelige betydning. Det er ganske enkelt det ord, Kennedy bruger, og det ville være historieforfalskning at skrive noget andet. Gnæk.

Dermed ikke sagt, at redaktøren ikke har en anden mening, men afro-amerikaner bliver over mit lig.

Der er også mange andre problemer – det bliver i det hele taget muntert for redaktøren. Jeg har for eksempel det problem, at man i USA ikke er dus eller Des, men bruger det demokratiske ‘you’ lige meget hvad. Man markerer så ærbødighed på andre måder, i forhold til præsidenten ved at sige Mr. President. Det er fint nok. Det oversætter jeg bare til hr. præsident, men dermed er problemet langt fra løst.

Selv nære venner siger Mr. President og sir, og det går trods alt ikke at lade præsidenten være Des med gamle venner. Det bliver endnu værre af, at han bruger deres fornavn i tiltale. I Danmark er man enten dus eller Des, og så gælder det begge veje. Det er fantastisk uforskammet at sige du og bruge fornavn, hvis den anden part bruger De og titel, og jeg kan ikke lade John F. Kennedy være så ubehøvlet. Det er han tydeligvis ikke. Men det ville også være forfalskning fra min side at sætte deres efternavn ind i stedet for deres fornavn og skabe en distance, der ikke fandtes. Naturligvis ikke.

Indtil videre har jeg løst det ved at han er dus med nære venner og sin bror, selvom de siger hr. præsident og sir en gang imellem.

De fleste er han Des med, selvom han bruger deres fornavn – ikke perfekt, men det mindst ringe valg. Og så forsøger jeg i øvrigt at bruge så få personlige stedord som muligt.

En roman ville jeg bare få til at fungere gnidningsløst på dansk, men folk, der læser bogen her, vil for en dels vedkommende ikke tage i betragtning, at det er en oversættelse, og de vil ikke kende vanskelighederne ved at oversætte, og derfor vil de tro, at de ved nøjagtig hvordan Robert F. Kennedy beskrev bombeattentatet mod Martin Luther King den 12. maj 1963. Jeg føler en meget ringere frihed og et større ansvar, fordi det her er et vigtigt historisk dokument.