Ulla Lauridsens blog

Den evige jagt på naturligt lys og godt grej

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 18. januar 2013

Vi bor i noget almennyttigt byggeri fra dengang man byggede lavt-tæt med små fnidrede vinduer for at spare på varmen. Så sparer man til gengæld ikke på elregningen, skulle jeg hilse og sige. Jeg er ved at få spat af ikke at kunne se noget uden at tænde lamperne, selv midt på dagen, her i den mørke tid. Min arbejdsplads har længe set sådan ud:

Den er jo stor og dejlig, der er bare intet naturligt lys. Værelset er nordvendt, og jeg sidder med ryggen til det lille vindue. Jeg ved godt, at oversættere spøger med at have en ud-af-kælderen-oplevelse, når de ses, men jeg trives ikke med den hulestemning, der ses her:

SAMSUNG

I den forløbne uge fik jeg bare nok og forsøgte mig med noget helt andet:

SAMSUNG

Det er ikke optimalt, for jeg skal dreje hovedet lige lovlig meget, men til gengæld falder det naturlige lys direkte på forlægget. Jeg kan også godt lide at sidde med computeren på skødet, for armene hviler meget naturligt. Det er svært at komme op at stå, men så må jeg jo sørge for at have den trådløse telefon, mobilen og kaffen inden for rækkevidde, inden jeg sætter mig. Jeg har altid brugt bærbare computere – så kan man flytte sig rundt fra stue til køkken til soveværelse, efterhånden som de øvrige familiemedlemmers aktiviteter fordriver en, og jeg kan i det hele taget godt lide at være mobil.

Computeren på billedet er en Acer af lidt ældre årgang, som jeg egentlig havde kasseret, fordi knopperne var slidt af f- og j-tasterne, så mine hænder flyttede sig og skrev det rene volapyk engang imellem. Nogen burde opfinde et program, så tekst, der er skrevet med forskudte fingre, automatisk konverteres til det, der skulle have stået. Det burde ikke være så svært.

Acer’en blev erstattet med dels en Lenovo i 17″, som skulle være min primære arbejdscomputer, dels en billig netbook som var bedre egnet til surfing i sofaen. Men så rendte min datter med netbook’en og totalrenoverede til gengæld Acer’en ved at lime små dutter på de relevante taster. Duh. Eftersom jeg reelt arbejder på to computere skiftevis, er det genialt at bruge dropbox. Jeg gemmer og lukker bare mit dokument, og når jeg starter den anden computer op, er det automatisk til rådighed dér.

Jeg har stadig lyst til at købe en ny lille computer, men det bliver – når jeg får råd – nok snarere en ultrabook. Jeg synes, det er svært at købe computere. Jeg er for nærig til at give mere end højst 5000 kr., men jeg synes også, det er vigtigt, at mit daglige arbejdsredskab har en ordentlig kvalitet. Eller rettere: dårlig kvalitet kan drive mig til vanvid og ødelægge min arbejdsglæde på ingen tid.

Jeg er også slem til at købe computere på nettet, fordi udvalget er større og priserne lavere, men den rent taktile fornemmelse af noget, ens hænder skal være i kontakt med hele dagen, er faktisk vigtig. IBM – nu Lenovo – har altid lavet gode tastaturer, og min ny Lenovo har overrasket mig positivt ved at have en flade af metal, der hvor håndroden hviler. Det har bekymret mig en smule gennem årene, at min hud har været i så tæt kontakt med plastic så mange timer hver dag, og det kan jeg nu glæde mig over at være fri for.

Lenovo er desværre, ligesom alle andre, ved at gå over til island-tastaturer, og dem er jeg ikke umiddelbart begejstret for. For jer derude, der overvejer at købe ny bærbar i 2013: Vær opmærksom på, hvordan tastaturet er. Island-stilen er kendt fra Apple-computere, og er kendetegnet ved at der ligger en plade under/imellem tasterne, så de bliver klart adskilte ‘øer’:

File:Macbook keys.jpg

Det har de ‘gammeldags’ tastaturer ikke:

Begge slags findes naturligvis i mange kvaliteter, og kvalitet er formentlig vigtigere end type, men det er i hvert fald noget, jeg vil være meget opmærksom på, næste gang jeg køber en ny bærbar.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: