Ulla Lauridsens blog

Udygtighed belønnes

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 1. marts 2013

Det er altså et mærkeligt fag, det her.

Jeg sad i går og læste med min søn, som er ordblind. Han har fået en raptus med Sherlock Holmes, og det kunne jo være meget værre, så jeg fandt en gammel, charmerende Easy Reader-udgave af The Hound of the Baskervilles frem og gik i gang.

SAMSUNG

Vi læste … og nåede til afsnittet med stokken med den indgraverede hilsen med bogstaverne C.C.H.:

“I should think that the h must stand for hunt, and that the stick has been given him by the members of the C. C. Hunt.”

[… ]

“No, no, my dear Watson, I think that a present to a doctor would sooner come from at hospital than from a hunt, and that the letters C.C.H. stand for Charing Cross Hospital.”

Jeg så jo straks det lille oversættelsesproblem og fik af uransalige årsager lyst til at indvie min søn i mit daglige virke, så jeg sagde: Lad os finde oversættelsen frem, så vi kan se, hvordan oversætteren har tacklet dén:

“Og så er der det med ‘venner fra C.C.H.’ Jeg vil gætte på, at det har noget med jagt at gøre. Den lokale sammenslutning af jægere, som han muligvis har hjulpet som læge, og så har de givet ham en lille hædersgave til gengæld.”

Hvad har hun tænkt på? Hun har overhovedet ikke tænkt. Hest hedder cheval, og sådan er det hele vejen igennem. Det var ellers så nemt at løse med husmoderforeningen eller husmandsforeningen. Men nej.

I forbindelse med, at jeg ville blogge om det, tænkte jeg, at jeg lige ville slå op og se, om hun var en højt estimeret kollega, som havde begået denne ene fejl i en glorværdig karriere. Men nej. Fra Berlingske:

»Det hele begyndte med, at en forsker på Center for Børnelitteratur, Anette Øster, satte sig ned i en sommerferie og sammenlignede Astrid Lindgrens originale »Brødrene Løvehjerte« med Ellen Kirks oversættelse af den samme bog,« fortæller Kina Bodenhoff.

»Anette Øster fandt mange uoverensstemmelser og henvendte sig til Gyldendal, der spurgte mig, hvad jeg syntes. Så blev vi enige om, at bogen trængte til at blive nyoversat. Der er en masse symbolik, der er gået tabt i den gamle oversættelse. Der går en tråd af ild og død gennem fortællingen, som oversætteren, Ellen Kirk, ikke har fæstnet sig ved – eller som hun i hvert fald ikke har genskabt. Når Astrid skal skabe en stemning af fryd og glæde, bruger hun en strømmende stil, hvor sætningerne kæder sig ind i hinanden som guirlander, hvor det bare bruser over. Men Ellen Kirk korter ned med en masse punktummer. Omvendt, når Astrid bryder op i mange korte udsagn, hvilket hun gør, når det skal være fortættet og dramatisk, så bliver disse korte udsagn kædet sammen hos Ellen Kirk. Det er ikke så godt, for de forskellige litterære stilarter, som Astrid bruger, er fuldstændig specifikt forbundet med den stemning, hun vil skabe. Der er ikke ét ord hos Astrid, der er tilfældigt.«

Hun var, med andre ord, uduelig. Og dog fik hun lov til at oversætte Astrid Lindgreen og Conan Doyle. Hos Gyldendal, for at det ikke skal være løgn. Hun har også oversat alle Laura Ingalls Wilders bøger. Hvordan går sådan noget til? Har redaktørerne været så inkomptente, at de ingenting opdagede? Eller er det den sædvanlige historie om potter og pander og kammerateri? Hun var trods alt Hans Kirks søster. Men alligevel. Jeg begriber det ikke.

Vi mangler stadig den smiley-ordning, jeg talte om for halvandet år siden, for markedet er ikke effektivt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: