Ulla Lauridsens blog

Hvad er der galt med disse ord?

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 6. september 2013

Kig nu nøje efter og fortæl mig, hvad der er galt med disse ord:

Forvisse, indbyrdes, anskrig, unægtelig, grumhed, ledetråd …

Nej? Hvad så med:

Henlede, desmindre, betænkeligheder, ansete, afkræftelse …

Du giver op? Jeg tænkte det nok.

Det er helt tilfældige ord, jeg har fundet i Verner Seemanns oversættelse af en Sherlock Holmes-historie.* Oversættelsen er fra 1954.

Det der er galt, er at jeg ikke kan bruge ord som disse i en oversættelse i dag uden at blive spurgt af en redaktør, der passer sit arbejde, om jeg er den ældre eller den yngre af Flintesønnerne?

Det slår mig ofte ved læsningen af lidt ældre oversættelser, at sproget er rigere end det, jeg har lov at bruge i dag. Og der er vel at mærke tale om oversættelser af underholdningslitteratur.

Jeg blev direkte forstemt (!) da jeg for en tid siden sad i toget og læste en gammel Agatha Christie. Det var ikke bare ordforrådet, men også syntaksen, der var væsentligt mere avanceret end den,  jeg kan slippe godt fra at bruge i dag. Det var ikke knudrede, dårlige sætninger. Det var præcise, nuancerede sætninger.

Jeg har taget diskussionen med en af mine redaktører, som jeg foreholdt (!), at hun gav sine læsere stene for brød, hvis de ikke fik det, der også er en af litteraturens gaver: Et større ordforråd, en rigere fornemmelse af sprogets muligheder, et eksempel til efterfølgelse.

Hun sagde ja og men og i sidste ende nej. Simpelt sælger åbenbart bedre. Man må følge med tiden.

Faktisk er det lidt af et problem for mig. Det svipser jo indimellem, og så kommer alle min fars gamle drengebøger væltende ud af mig. Det er ikke godt for forretningen.

*) Hvad den egentlig hedder, ved jeg ikke, men oversættelsen hedder Sherlock Holmes på rekreationsophold.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: