Ulla Lauridsens blog

Fuld tilståelse

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 13. september 2013

Redaktørerne på Babelfisken har lige haft et interessant indlæg, hvor de skrev, hvad de faktisk fik læst i sommer. Det er godt tænkt. Jeg har aldrig forstået de her artikler, hvor forskellige anmeldere o.a. på aviserne før ferien skriver om, hvilken stak af højpandet litteratur, de har tænkt sig at tage med. For det første tænker jeg altid ja, sikkert, og for det andet er det jo en implicit anbefaling af bøger, de endnu ikke har læst.

Så lad mig gøre det samme som på Babelfisken:

Først var det Twyla Tharps The Creative Habit. Jeg er tilfreds med den slags bøger, hvis jeg får to eller tre ny tanker med mig derfra, og det gjorde jeg. Hun har virkelig tænkt over sin egen kreative proces. Samtidig slog det mig, at bogen for en gangs skyld var layoutet så flot, at en e-bog ikke ville være et rimeligt alternativ.

Dernæst var det Frederick Pohls selvbiografi på anbefaling af Kathryn Rusch. Han blev født umiddelbart efter 1. verdenskrig, og hans biografi sluttede omkring 1970, så jeg regnede med, at han var under mulde for længe siden, men nej: Han var i bedste velgående og skrev – og bloggede – op til sin død her for et par uger siden. Mindeord her. Biografien The Way the Future was, er primært interessant fordi den skildrer sci-fi genrens tidligste år, så hvis man er sci-fi-fan, er den absolut et kig værd.

Så gik jeg videre til verdens undergang og fik omsider læst EMP-apokalypserne Solstorm af Rasmus Dahlberg og One second after af William R. Forstchen. De er begge velskrevne og troværdige, hvis man interesserer sig for genren, men ikke litteratur som The Road af McCarthy. One second after er realistisk på en helt anden måde, og tænkt som en politisk traktat, men den formidler sin omfattende research uden at det er alt for påfaldende.

Hele familien har haft en raptus med zombier, der startede med The Walking Dead på Netflix, så i forlængelse af den læste jeg forhistorien. Uventet god, men selvfølgelig ikke stor litteratur: The Walking Dead, bind 1: Rise of the Governor og The Walking Dead, bind 2: The Road to Woodbury. Der er flere bøger og tegneserier på vej af Robert Kirkman i samarbejde med forskellige medforfattere.

Så var vi i biografen og se World War Z, som jeg syntes var fremragende, og i forlængelse af den læste jeg bogen-bag-filmen, World War Z af Max Brooks. Jeg tror, man skal være en helt almindelig entusiast for at komme igennem den. Den bryder alle regler for spændingslitteratur, for der er absolut intet suspense-element. Den har form af en rapport om de dramatiske begivenheder under en zombiekrig, der ligger mange år tilbage. De enkelte dele af rapporten – kapitlerne – skaber tilsammen et detaljeret billede af begivenhederne, men vi møder de mange forskellige personer så kort, at det er svært at engagere sig i deres skæbne.

Sjovt nok fandt jeg også, i et antikvariat i Nørre Nebel, en bog, der havde stort set samme form, men ikke havde nogen problemer med at engagere mine følelser. Antikvariatet havde en lille sektion med værker udelukkende om 2. verdenskrig. Jeg købte antologien Gå til modstand og Jørgen Hæstrups trebindsværk Kontakt med England og Hemmelig Alliance I + II

IMAG0519Jeg har kun fået læst Gå til modstand, og den er enormt interessant. Den er en samling beretninger, skrevet af forskellige overlevende medlemmer af modstandsbevægelsen, om episoder de selv oplevede – indsamlet i begyndelsen af 1960′erne. Alt fra fængselsophold og sabotageaktioner til stikkerlikvideringer og evakueringen af jøderne. Den giver et levende, bevægende billede af, hvad det var for folk, og hvorfor de gjorde som de gjorde. Jeg vidste for eksempel ikke, at mange af de modstandsfolk, der flygtede til Sverige, vendte tilbage igen af frustration over at være ude af kampen. Indirekte portrætteres naturligvis også mange af de døde, fordi forfatterne var deres kammerater og vidne til deres død.

Mange, der ikke blev skudt, blev sendt i koncentrationslejrene Neuengamme, Husum og Porta, hvor tvangsarbejde og sult og sygdom tog livet af halvdelen. Blandt dem, der vendte hjem, døde andre igen af følgesygdomme og selvmord.

En af de dødsdømte slutter brevet til sin kone og sin lille datter sådan: “Måtte den Almægtige nu lade mig gå lige så roligt i døden, som han har givet mig kraft til at bære disse smertefulde måneder. [han havde fået lårbensknoglen knust af en tysk kugle, men havde ikke modtaget lægebehandling, tværtimod havde tyskerne tortureret ham ved at vride og bøje benet, der hvor det var brækket] Jeg ønsker snarlig fred i verden, fred i jeres sind, fred og lykke for vort lille land, og i min sidste bøn vil jeg bede for jeres fremtid.”

Dér tudede jeg så. Der er noget ved virkeligheden, der rammer os hver gang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: