Ulla Lauridsens blog

Et kig over skulderen

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 22. juni 2012

Den aktuelle forfatter er … et svigtet barn.

Jeg gik selv i skole i halvfjerdserne og tro mig, jeg kunne have lært hvad som helst, men jeg lærte de mærkeligste ting – om hvordan man tilhuggede flinteredskaber i stenalderen, om hvordan en grønlænders kajak er indrettet, og hvilke våben han har. Jeg var totalt blank på traditionel begivenhedshistorie og historiske perioder, de store civilisationer og den slags, da jeg startede i gymnasiet. Jeg er stadig blank på geografi, dansk såvel som international, og ditto kunst, arkitektur –

Hvad jeg prøver på at sige er, at manden formentlig ikke er skyldig alene. Han kan have været et begavet, motiveret barn og undervist lige så lemfældigt som jeg. Og guderne skal vide, at han er blevet svigtet af sin agent og redaktør, som godt lige kunne have læst bogen. Men måske ved de heller ikke noget om noget, og aner ikke engang, at de ingenting ved.

Det sjove er, at han tydeligvis har researchet – han har skrevet en masse om prionsygdomme og om mayakulturen, og det ser ud til at være korrekt. Men når han så kommer ud i andre ting … suk.

Botanik, for eksempel. Jeg ved ikke meget, men jeg ved dog, at ikke alle planter vokser alle steder på jorden. Han vakte min første mistanke ved at skrive, at mayaernes bøger er lavet af figenbark. Min første association fra ’figen’ er naturligvis ’syndefald’, for sådan er jeg nu engang rigget, og jeg ved, at bibelen stammer fra Mellemøsten. Ganske rigtigt. Figentræer blev først introduceret på det amerikanske kontinent af spanierne 600 år senere. Der kan selvfølgelig være tale om et lokalt træ, der også kaldes ’figen’, men læserne vil tro, at forfatteren er idiot, hvis jeg skriver figenbark.

Da min mistillid først var vakt, begyndte jeg at slå alle den slags ting op. Kanel og koriander fandtes heller ikke i Mellemamerika på mayaernes tid.
Han hævder desuden, at træerne i skoven er ’hundreds of feet high’. Mon dog? Jeg slog op – de er 20-40 meter høje. Så ’a hundred’ kunne gå an, men heller ikke mere.

Nå, men. Jeg behøvede ikke slå op for at verificere, at hans påstand om, at tuberkulose skyldes en svamp, er forkert. Det er skægt med de medicinske ting, for noget så eksotisk som prionsygdomme har han læst på og skildret korrekt, men når han tror, at han ved, går han lige i fælden. En af hovedpersonerne render f.eks. rundt i en beskyttelsesdragt, fordi han muligvis udgør en smittefare. Ifølge forfatteren er dragten under tryk. Jamen, så brug dog dit hoved, mand! Når en beskyttelsesdragt i et biologisk laboratorium er under tryk, er det for at sikre, at små smittepartikler ikke kan trænge ind i den. Men hvis den potentielle smittefare befinder sig inden i dragten, sætter man den nok ikke under tryk.

Til gengæld har han anvendt sit hoved ganske frit et andet sted. Jeg havde markeret en sætning med noget fancy laboratorieudstyr, som jeg ville have min mand, der tilfældigvis regerer i et lignende laboratorium, til at give mig danske navne på. Han havde den sædvanlige ‘back off man, I’m a scientist’-holdning, men så begyndte han godt nok at klø sig i sit kønne hoved, hvorefter han googlede, hvorefter det viste sig, at tingene ikke eksisterer. De eksisterer overhovedet ikke. På den ene gizmo er der ét hit, nemlig bogen selv. På de to næste gizmos er der ingen hits. Så det var ikke kun mig, der ikke kunne få det til at give mening. Jeg er nået til det, oversættere kalder ‘rock bottom’: Jeg skriver noget plausibelt.

Han har også et sjovt problem med fremmedord, der får mig til at tænke, at han er en lille smule ordblind (hvilket jo heller ikke er nogen skam). Han skriver for eksempel om en konservator, der skiller fragmenter af et gammelt manuskript ad ved hjælp af specula. Det er naturligvis flertal af speculum, hvilket er et gynækologisk instrument. Han har helt sikkert ment spatula, flertal af spatulum, dvs. spatler. Jeg håber inderligt, at hans øvrige oversættere er bekendte med gynækologiske instrumenter, for ellers kunne det godt blive ufrivilligt komisk.

Et kig på regnskabet

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 15. juni 2012

Jeg har omsider lavet mit årsregnskab for 2011, fordi fristen for selvangivelsen nærmede sig. Jeg vidste, at det så skidt ud, men hold da op …

En omsætning på knap 140.000, udgifter for ca. 4.000 og bibliotekspenge på knap 9.000. Det er jo fuldstændig uacceptabelt.

Når skattefolkene er færdige med at grine og får tørret øjnene, skal jeg have 4.500 tilbage i overskydende skat.

Det var et skidt år, fordi Thaning & Appel lukkede første maj, og forlaget var min eneste kunde. De 18.000 kr. Gyldendal gav mig for ikke at lave en oversættelse for dem, indgår også.

For at trøste mig lavede jeg samtidig et overslag over omsætningen i år. Den er for første halvår, inklusiv 950 kr. der netop er udbetalt fra Nota for bøger registreret i 2010, og inklusiv den aktuelle oversættelse, og inklusiv halvdelen af bibliotekspengene, allerede oppe på 140.000, dvs. ca. 24.000 om måneden – og ferie, pension osv. er selvsagt mit eget problem. Jeg har ikke trukket driftsudgifter fra, men de er heller ikke ret store. Jeg kan se, at jeg heller må lave min forskudsopgørelse om.

Er der nogen af jer, der kan anbefale en person, der kender noget til almindelige fradrag, uden at koste en formue? For jeg synes ikke, jeg har råd til en revisor – jeg har haft én, og vedkommende gjorde ikke en skid, men kostede ikke desto mindre 6.000 kr.

Et kig over skulderen

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 6. juni 2012

Denne gang som interaktiv feature (læs: en bøn om hjælp):

I min bog er en person, Thane, blevet opfordret til at gøre noget vanskeligt og ulovligt i ledtog med kollegerne Davies og Stanton. Hun siger så:

“Then I have one condition.”

“We all have it,” Davies said. “I believe the medical term is professional suicide.”

Stanton was looking at Thane. “What’s your one condition?”

You see the problem, no? ‘Condition’ betyder både ‘en lidelse’ og ‘en betingelse’ på engelsk. Lige pt. ved jeg ikke, hvad jeg gør ved det, men hjælp modtages som sagt med taknemlighed.

Jeg forstår forresten ikke, at forfatteren ikke har skrevet ‘a condition’ – det ville lægge bedre op til Davies’ svar, men sådan er der så meget i den her bog på sætningsplan – en vis løshed i fugerne. Forfatteren kan for eksempel finde på at skrive ‘he lurched away unsteadily.’ ‘Unsteadily’ er jo ret overflødigt i forbindelse med ‘lurched’. Generelt er det altid en bedre idé at slette tillægsordet og gøre verbet mere præcist og malende. Ikke ‘det regnede voldsomt’, men ‘det øsede ned’.

Til gengæld kører plottet som en velsmurt maskine. Ikke en overflødig scene nogen steder.

Et kig over skulderen

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 22. maj 2012

En engel, der har forelsket sig for første gang:

“Better dead than never, huh?” she replied.

Okay – det er en subtil og vittig, men ikke voldsomt begavet variation af talemåden ‘better late than never’.

Vi siger heldigvis noget, der ligner meget og betyder det samme: ‘Bedre sent end aldrig’. Hvad gør jeg? Jeg har besluttet mig for at droppe den direkte benævnelse af det forhold at hun er død til fordel for en fremhævelse af, at det er for sent. Det er for sent, men ikke fordi hun er død.

”Bedre for sent end aldrig, hva’?” svarede hun.

Grundlæggende den samme betydning: At det er bedre at have følt kærlighed, selvom den ikke kan realiseres, end ikke at have oplevet den.

 

Et kig på korrekturen V

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 27. marts 2012

Dagens emne: Opremsningskomma, stednavne og andre småting.

Det her er fra et forsvarsskrift til en korrekturlæser, der forgreb sig på tillod sig at rette i min oversættelse. Bemærk den ydmyge tone :-P

Og én af os er ikke helt klar på reglerne for opremsningskomma (jeg mener det er dig, du mener sikkert at det er mig): Der skal kun være opremsningskomma hvis de to tillægsord er sideordnede. Hvis det ene knytter sig nærmere til navneordet end det andet, skal der ikke være opremsningskomma. For eksempel:

De glinsende sorte grene svajede i vinden

Du ville have et komma efter glinsende, men grenene er ikke glinsende OG sorte ligestillet. Det er sorte grene der glinser. Der er også grænsetilfælde hvor man kan gøre begge dele:

Hun havde en luftig hvid kjole på.

Jeg mener at det først og fremmest er en hvid kjole, som i tillæg er luftig. Du KAN argumentere for at de to egenskaber er lige vigtige, men jeg synes at kommaet med stor fordel kan udelades.

Først nu falder det mig ind at tjekke i autoriserede kilder, om det min dansklærer lærte mig i folkeskolen nu også passer:

Der sættes komma mellem to sideordnede adjektiver som ikke er forbundet med konjunktion:

en lille, idyllisk by (dvs. en by der er lille og idyllisk)
en kold, frostklar vinterdag (dvs. en vinterdag der er kold og frostklar)
et stort, sort uhyre (dvs. et uhyre der er stort og sort)

Hvis det første adjektiv derimod er underordnet en helhed der består af det andet adjektiv og det efterfølgende substantiv, sættes der ikke komma mellem de to adjektiver:

en lille fransk by (dvs. en fransk by der er lille)
en iskold lys pilsner (dvs. en lys pilsner der er iskold)
en arrig ruhåret foxterrier (dvs. en ruhåret foxterrier der er arrig)

Pyha. Men faktisk er de to eksempler, jeg har trukket frem ovenfor, rigtig dårlige. Grenene er jo glinsende sorte, dvs. sorte på den blanke måde, så der skal bestemt ikke være opremsningskomma, men af en anden grund – fordi glinsende knytter sig til sort. Og ja, jeg vil til enhver tid udspare et komma, hvor jeg kan, og det ville ingen gavn gør her, men luftig og hvid er faktisk ret sideordnede.

Og videre til den stakkel, der kom under min kærlige behandling forleden: Stednavne. Det er simpelthen nødvendigt at slå dem alle sammen op. Man tror man ved at det hedder det samme på dansk, og det lyder helt tilforladeligt, men – det er bare ikke rigtigt.

Jeg betragter Den store danske Encyklopædi som den autoritative kilde til danske stavemåder. Her f.eks. en række stednavne fra bogen:

Palm Beach, Newport, St. Tropez, Sardinien og St. Moritz, Gstaad og St. Barts

Og de korrekte stavemåder:

Palm Beach, Newport, Saint-Tropez, Sardinien og Sankt Moritz, Gstaad og Saint-Barthélemy

Dvs. alle dem med St. var forkerte, og den sidste endda helt gal. En anden fordel ved ufravigeligt at slå stednavne op er, at man finder ud af, at Saint-Barthélemy er en ø, og dermed at man bør skrive ’på’ snarere end ’i’.

Og de andre småting: Hvad der skal skrives med stort og småt er lidt af en jungle. Jeg har i den aktuelle tekst rettet Thanksgiving til thanksgiving, fordi helligdage generelt skal skrives med småt – og jeg har opgivet at kalde det taksigelsesdagen. Men jeg har ladet Bastilledagen stå med stort, fordi Bastille er et proprium. Alt sammen i overensstemmelse med reglerne. Reglerne er dog ganske komplicerede. Ud fra de generelle regler skulle man jo tro, at det hed Røntgen-undersøgelse, fordi proceduren er navngivet efter sin opfinder, Wilhelm Conrad Röntgen, men nej – så let er det ikke, og i mange tilfælde er det endda valgfrit:

  • Hvis sammensætningen i sig selv er et proprium, skrives den med stort, fx NordkoreaAtlantpagten.
  • Hvis sammensætningen indeholder et proprium, men ikke selv er et proprium, kan den skrives med stort eller lille begyndelsesbogstav, fx Brøndbyspiller eller brøndbyspillerEuropaparlamentsvalg ellereuropaparlamentsvalg.
  • I indarbejdede sammensætninger med et proprium som førsteled anbefaler Sprognævnet lille begyndelsesbogstav, fx danmarkshistoriefolketingsvalghøjesteretsdommer.
  • I fast indarbejdede sammensætninger uden tydelig forbindelse til det oprindelige proprium skrives altid med lille begyndelsesbogstav, fx røntgenstråleramagermadisabellafarvet.
  • Se også gruppesammensætninger med proprier ved sammensætninger som fx Bodil Ipsen-kage.

Og sidst, men på ingen måde det mindste problem i danske oversættelser: Forholdsord. Fra min seneste korrektur:

Pas på med forholdsordene. Du skrev for eksempel ’Han tog hende med i en kineserrestaurant på Mott Street’, hvor det burde være omvendt: ’Han tog hende med på en kineserrestaurant i Mott Street’. Det hedder ’på’ en restaurant og ’i’ en gade.

Jeg har som sagt intet imod sproglig udvikling og fornyelse, når den er drevet af kreativitet eller et sprogligt behov. Men jeg bliver eddersplittertosset når anglicismer vinder indpas udelukkende på grund af ligegyldighed eller uduelighed hos landets oversættere, redaktører og korrekturlæsere.

Og dermed slutter serien om korrektur.

Et kig på korrekturen IV

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 20. marts 2012

Fra min nylige korrektur: ‘Det så ud til at besøget hos den nye isbjørn havde været et stort hit, og der var også kommet en ny tigerunge i zoo.’ Mage til civil slinger skal man lede længe efter.

Det er sandt at der er valgfrihed, men man er nødt til at bestemme sig for enten ny eller nye i hele teksten. Reglerne er:

I bestemt form singularis (ental) og i pluralis (flertal) er det ved ny (og fri) valgfrit om man vil tilføje -e eller ej (jf. Retskrivningsordbogen, 3. udg., 2001, §28.2). Det kan altså hedde både den ny lov og den nye lovde ny love og de nye loveden fri vilje og den frie viljede fri fugle og de frie fugle.

Der er faktisk tale om en særregel for ny og fri. Adjektiver (tillægsord) der ender på en trykstærk vokal, er nemlig som hovedregel ubøjelige: det ru brætden ru plankeden utro ægtemandpligttro tjenerehans kry væsende ædru teenagere osv.

Valgfriheden mellem skrivemåderne ny og nye har eksisteret siden 1872. Sproghistorisk er de ubøjede former de ældste. I Viggo Saaby: Dansk Retskrivningsordbog fra 1891 nævnes det at det er “mindre naturligt” at skrive nye. Men formen er senere hen blevet ganske almindelig.

  1. Fra Dansk Sprognævns svarbase

Gud og hvermand bøjer ny til nye i flertal, og jeg kan sagtens forstå impulsen, men det er altså ikke korrekt. Så fat det dog – eller lad mig i det mindste have min velkendte særhed i fred.

På fredag: Mine tanker om nyt komma. På næste tirsdag: Noget om opremsningskomma og nødvendigheden af altid at slå stednavne op samt andre småting.

Et kig på korrekturen III

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 13. marts 2012

Dagens emne: En sproglig grimrian, eller – en af mine godt tilredne kæpheste.

Jeg skal skynde mig at sige, at det her ikke har noget at gøre med min nylige korrektur. Den pågældende oversætter er uenig med mig, men enig med langt de fleste danskere, så det her er mere mit problem end noget som helst andet: Jeg bliver fuldstændig udefinérbar, når jeg ser udtrykket ‘de par dage’ eller ‘de par uger’ osv. Aaaaargh!

Det hedder ‘et par briller’, ‘et par sko’ og ‘et par bukser’. Det hedder i det hele taget ‘et par’, når noget er dobbelt eller der er to. Derfor har ‘et par uger’ altid været to uger, eventuelt tre. I bestemt form bliver det ‘det par sko’ eller ‘det par briller’. Når vi i bestemt form får ‘de par uger’, er det så et flertal af par, dvs. 4-6-8 uger? Nej, man mener stadig det samme, man siger bare noget forkert andet.

Det, der er gået galt, er nok at det forhold at der er flere i et par, har smittet af bagud til artiklen. Men der er jo tale om én af noget, ét par. Jeg bøjer mig dog modstræbende for de pisseviskere, hundehoveder og redaktører, der ikke forstår mit standpunkt, fordi jeg anerkender, at det er blevet almindeligt at sige sådan.

Så må jeg bare glæde mig over at manufakturhandlerudtrykket ‘en buks’ er gået i sin mor igen.

Jeg er ikke imod sprogets fornyelse, jeg er imod sprogets forringelse.

I næste uge: Noget om de tillægsord, der slutter på en trykstærk vokal – eller en anden heroisk kamp mod vindmøller.

Et kig på korrekturen II

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 6. marts 2012

Dagens emne: Falske venner.

‘Der stod tre containere med cole-slaw på bordet.’ Mine tre mindreårige børn skreg af grin, da jeg kom ud i køkkenet og læste det for dem i forbindelse med en tidligere korrektur. Hvis børn der fortsat går i folkeskolen, kan høre at det er forkert, og i hvert fald den ældste umiddelbart forstår, hvad der er gået galt, så er det utilgivelig sjusket arbejde hos både oversætteren og redaktøren.

Et af børnene kom også forleden og viste mig en ungdomsbog – fra Gyldendal, nu beder jeg Dem! – hvor ordet ‘blueprint’ var oversat til ‘blåprint’. For at være helt retfærdig slog jeg op i ordbogen, og der stod ‘blueprint’ oversat til ‘blåtryk’. Netop det eksempel understreger problemet med i hvert fald en del af de falske venner: At oversætteren ikke træder et skridt tilbage fra sin ordbog og ser på hvad det egentlig er, det drejer sig om. Der var naturligvis tale om en arbejdstegning eller en grundplan. Det samme gælder, når ‘client’ systematisk oversættes til ‘klient’ – en oversættelse, der bestemt kan findes i ordbogen – hvor en dansk læser vil forvente, at den pågældende i sammenhængen kaldes ‘kunde’.

På samme måde skal ’eyes’ ikke altid oversættes til ’øjne’, men ofte til ’blik’. På dansk har vi ikke ’smerte i øjnene’, men i blikket, med mindre vi rent faktisk har ondt i øjenæblerne.

’see/saw’ i betydningen ’møde’, skal ikke ret ofte oversættes til ’ser/så’, men til være sammen med, træffe, møde, rende ind i eller lignende afhængig af situationen.

Og så er der alle de falske venner som bare er dængelske undersættelser:

’Blocks’ hedder ikke blokke på dansk, men karréer, hvis det endelig skal være. Om én eller to ’blocks’ ville jeg sige ’lige i nærheden’ eller ’ikke ret langt herfra’. Jeg har tidligere selv løst problemet ved at slå op, hvor lang en ’block’ faktisk er i forskellige byer, og regne fire ’blocks’ à 400-450 meter om til ’små to kilometer’, når det drejer sig om en reel afstandsangivelse (længden på en løbetur, f.eks.). En ‘blok’ er en boligblok, dvs. en etageejendom.

Et ’day care center’ er ikke et dagcenter, men en daginstitution. ’Special needs children’ er ikke ’børn med særlige behov’ på dansk, men stadig, i daglig tale, handicappede børn. Med det udgangspunkt skal kvinden, som arbejder der, selvfølgelig ikke kaldes ’lærer’, men ’pædagog’, selvom hun er ’teacher’ på engelsk.

Når thanksgiving omtales som en ’holiday’, så er det naturligvis en ’helligdag’, ikke en ’ferie’. Jeg er godt klar over, at det ikke er en religiøs højtid, men man kalder trods alt den slags for ‘nationale helligdage’.

’fancy watering holes’ er ikke fancy vandhuller, men snarere smarte vandingssteder.

‘Excellent restaurants’ er ikke ‘excellente restauranter’ (!)

’A reality check’ hedder ikke et realitetstjek på dansk, selvom det ikke skulle undre mig, om den oversættelse vinder frem. ’En brat opvågnen’ eller ’et chok’ er bedre.

Og så er der de hele sætninger, der bliver undersat – som når en opfordring besvares med ‘I will’, og det oversættes til ‘jeg vil’. Hvadbehar? Det er igen problemet med at oversætteren ikke træder et skridt tilbage og spørger sig selv, hvad personen egentlig siger. Som her ‘det skal jeg nok’ eller ‘det vil jeg gøre’.

Forleden dag var jeg selv ved at oversætte ‘mysterious’ (i en karakteristik af en person) til ‘mystisk’, men min indre Niels Brunse-alarm gik heldigvis i gang, så jeg slog op og fik det oversat til ‘hemmelighedsfuld’. Det gælder om at lytte til den lille, indre stemme, der siger ‘hmmmm?’

I næste uge: En sproglig grimrian.

Et kig på korrekturen I

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 28. februar 2012

Dagens emne: Smarte funktioner i Word.

Den bog, jeg lige har læst korrektur på, har tilsyneladende ikke været udsat for nogen automatisk stavekontrol. Ellers ville helt oplagte nonsensord, der er opstået som følge af slåfejl – pærcis, hend – jo nok have været væk. Det er galt nok med de ord, man kommer til at skrive – ‘af’ i stedet for ‘at’, ‘med’ i stedet for ‘ved’ – som stavekontrollen ikke kan opdage. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan komme i tanke om en eneste god grund til ikke at benytte stavekontrollen.

Stavekontrollen kan også bruges til en anden fiks ting, nemlig person- og stednavne. Har man en hovedperson, der hedder Edouard, er det kun et spørgsmål om tid, inden det bliver stavet forkert, og problemet er, at den korrekte stavemåde typisk også vil være markeret. Hvis man overhovedet bruger stavekontrollen, men ikke er opmærksom nok, kan man nemt, når man læser korrektur, komme til at godkende alle former af navnet, både de korrekte og de forkerte.

Jeg gør det, at jeg med stor omhu skriver navnet korrekt, den første gang jeg render på det, og føjer det til ordbogen. Så vil jeg blive advaret med en rød linje, når jeg senere staver navnet forkert. Jeg gør samtidig det, at jeg bestemmer mig for en ejefaldsform og føjer den til ordbogen, hvis der er noget at rafle om. Det er nemt nok med Søren, men hvis hovedpersonen hedder Lukasz, kunne det godt blive Lukaszs og Lukasz’ skiftevis hveranden gang.

Min kollega har også mere end 200 gange lavet dobbelt mellemrum. De stod der fortsat, da jeg modtog teksten. De er ellers ganske nemme at skaffe sig af med ved at lave en søg-og-erstat, hvor man erstatter et dobbelt mellemrum med et enkelt. Der er jo ingen steder i en tekst, hvor der skal være dobbelt mellemrum, så jeg kan ikke se, hvordan man kan komme galt af sted med den procedure, og det tager bogstavelig talt mindre end et minut.

Men man kan ellers sagtens komme galt af sted med søg-og-erstat-funktionen: Da jeg lavede  min allerførste litterære oversættelse, Nick og Slim, Historien om Falkeminen som foregår i det vilde vesten, havde jeg oversat, eller rettere ikke oversat, ordet ‘ranch’ til ‘ranch’. Da jeg var helt færdig, fik jeg skrupler. Bogen var rettet mod folk i konfirmationsalderen, og jeg kunne ved nærmere eftertanke ikke se nogen grund til at stedet ikke skulle kaldes en ‘gård’. Og jeg troede, jeg var smart, for det hedder jo en ranch og en gård, ranchen og gården – jeg kunne altså lave en søg [ranch] og erstat med [gård] uden godkendelse, en ‘erstat alle’. Det var bekvemt, fordi jeg havde brugt ordet ranch rigtig mange gange. Som sagt så gjort.

Til alt held var jeg så opsat på at gøre det perfekt, at jeg efter denne substitution og et par andre rettelser blev enig med mig selv om at lave en ny stavekontrol, og så fandt jeg ordet ‘bgården’. Den kvikke læser kan nemt regne baglæns og se, at der havde stået ‘branchen’. Jeg blev noget bleg, for hvad kunne der ellers være opstået, som stavekontrollen ikke fandt, fordi ordet tilfældigvis eksisterer? Jeg kunne slet ikke overskue mulighederne, så jeg måtte søge på ordet ‘gård’ og kigge på hver eneste. Siden har jeg brugt ‘erstat alle’ meget, meget sjældent.

I dag ville jeg i øvrigt heller ikke bruge et franskklingende og svært læseligt ord som ‘branche’ i en ungdomsbog.

I næste uge: Noget om falske venner.

Et kig over skulderen

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 12. februar 2012

Det er ikke lykkedes mig at finde en dansk oversættelse af digtet, jeg omtalte her, så jeg besluttede at gøre en indsats selv:

Western wind, when wilt thou blow
That the small rain down can rain?
Christ, that my love were in my arms
And I in my bed again.
 

Anonymous 16th. Cent.

 

Hvornår vil du blæse, oh vestenvind,
Og bringe regn fra havet ind?
Gud give at min elskede lå i min favn
Og jeg i min seng igen.

Jeg er fuldstændig klar over at den mangler den X-faktor, der har fået originalen til at leve så længe. Konstruktiv kritik modtages med tak – også fortsat gerne tip om, hvor jeg kan finde en eksisterende dansk oversættelse.