Ulla Lauridsens blog

Recovery

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 19. februar 2016

2016-02-13 15.13.54

Jeg fik den blå skærm en uges tid efter at have afleveret seneste manuskript, så det var god timing fra IT-gudernes side. Jeg var gået i gang med næste bog, men der var ingen sved på panden, for jeg har ALT i min Dropbox (Dropbox længe leve!).

Havde deadline været forestående, havde jeg selvfølgelig haft et problem, men lige nu er det lige meget. Jeg spurgte min bror, som er IT-arkitekt, om den stod til at redde, og det mente han nok – jeg skulle bare installere Ubuntu og LibreOffice. Jeg ringede også til teknisk support hos det firma, jeg har købt den af, og de mente, at det var en smal sag at lægge en recovery-fil på en usb-nøgle og genoprette Windows. I det hele taget er problemet åbenbart forårsaget af min ny Windows 10-installation.

Ingen af løsningerne har foreløbig ladet sig føre ud i livet, fordi vi ikke kan komme til BIOS. Til gengæld har jeg prøvet at tage harddisken ud af en bærbar, og jeg ved nu, hvad hot-swapping er.

Intet er altså så skidt, at det ikke er godt for noget. I sidste ende besluttede jeg mig for den nemme, omend dyre, løsning og købte en ny bærbar med Windows 10 Pro og Office 2016. Jeg ved, at nogle kolleger klarer sig fint med LibreOffice, men jeg synes ikke, at det er prisen på Office-pakken værd at frygte for eventuelle konverteringsproblemer på daglig basis, hvad jeg ville gøre.

I min tvungne lediggang har jeg til gengæld læst Timothy Ferriss’ The 4-hour Work WeekDer stod ikke rigtig noget nyt (for mig) i den, men det slog mig, at mit arbejdsliv måske er ‘a feature, not a bug’ som man siger. Jeg har været vagt utilfreds, fordi det føles, som om mit liv er noget, der bare er sket. Men hvis jeg sætter mig ned og laver det, Ferris kalder lifestyle design, når jeg til et resultat, der ligger en hårsbredde fra min faktiske livsstil. Mit liv og arbejde er måske ikke udslag af den store planlægning, men de er trods alt summen af mine bevidste og ubevidste valg hen ad vejen, så det er ikke så mærkeligt, at de passer mig godt.

Så ironisk kan det være: Min pc’s behov for recovery førte til min.

Jeg kan iøvrigt anbefale laptops.dk, hvis I har brug for en ny computer. Deres priser er ofte de absolut laveste, og Jeppe og Jonas i teknisk afdeling har været ualmindeligt søde og hjælpsomme, både i forhold til den gamle computer og den ny.

Ha’ en god weekend.

Skriv en kommentar