Ulla Lauridsens blog

Klakketi-klak

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 2. april 2017

Det mekaniske tastatur røg ud efter mindre end en uge – El-giganten lader heldigvis kunderne returnere varer i 14 dage, også efter at have taget dem i brug.

I stedet købte jeg et nyt tastatur fra Logitech, der ikke er hverken værre eller bedre end det gamle, som primært skulle erstattes, fordi jeg har slidt de små dutter af F- og J-tasterne. Dem kan jeg ikke undvære.

Problemet med det mekaniske tastatur var primært, at tasterne var for høje, eller havde en alt for lang bevægelse – hvis jeg for eksempel havde trykket F ned og derefter skulle aktivere R, ramte jeg jævnligt forsiden af R-tasten med neglen, fordi jeg ikke løftede fingeren højt nok. Den slags er selvfølgelig et spørgsmål om tilvænning, men jeg kunne ikke se nogen grund til at forsøge at vænne mig til noget, jeg kunne undgå ved at skifte tastatur igen, og så var der desuden larmen, som jeg heller ikke kunne se nogen grund til at vænne mig til. Der var ganske enkelt ikke nogen umiddelbar ‘upside’ ud over idéen om at være med på moden og totalt retro, og den slags er jeg altså for gammel til at ligge under for.

Dét, jeg virkelig ønsker mig, er et tastatur, der føles ligesom en rigtig god bærbar computers tastatur – flade chicklet-taster med ganske kort bevægelse.

Skriv en kommentar