Ulla Lauridsens blog

Identitetspolitik i oversættelse

Posted in Uncategorized by Ulla Lauridsen on 9. marts 2021

Lad mig starte med at slå fast, at alle, der er eller drømmer om at blive litterære oversættere er mine brødre og søstre, mine åndsfæller og kolleger. Alle skal være hjerteligt velkomne.
Faktisk er litterær oversættelse et vidunderligt frit og meritokratisk fag. Der er ingen formelle uddannelseskrav, og der er ingen autorisation. Kan man, så kan man. Og kan man ikke, er det lige meget, om man har en ph.d. i et sprogfag. Det er også meritokratisk, fordi redaktørerne sjældent ser eller kender os. Jeg kunne i teorien være sort, transkvinde eller den største bulldyke nord for Berlin, 29 eller 79 år gammel. Man kan have et handicap eller en kronisk sygdom. Man bliver udelukkende bedømt på, hvad man leverer.

Men her er, hvad jeg ser af problemer med identitetspolitikken, som seneste er kommet til udtryk i, at en hollandsk oversætter har trukket sig fra opgaven med at oversætte den amerikanske digter Amanda Gorman, fordi der blev rejst kritik af, de (nonbinær) er hvid, mens Gorman er sort:

Det principielle
Det er efter min mening helt grundlæggende forkert at begynde at tage ligegyldige træk som hudfarve i betragtning, når man skal finde folk til at løse en arbejdsopgave. Når jeg siger sådan, påhviler det mig selvfølgelig at argumentere for, at hudfarve er et ligegyldigt træk – men det troede jeg egentlig, at vi var enige om? Siden sådan cirka 1970? Men wokesterne taler om minoritetsetniske forfattere som ’racialiserede stemmer’ (en ualmindeligt frastødende del-for-helhed-metonymi) og synes at mene, at hudfarve er ensbetydende med en bestemt ’lived experience’. Jeg kan sagtens gå med til, at livserfaring og personlige omstændigheder kan være relevante for en oversætter. Til en roman om en hærenhed udsendt til Afghanistan kan det være relevant at finde en oversætter, der i det mindste kan tænkes at kende nogen, der kan give indsigt i terminologien. Det bør dog kategoriseres under specialviden snarere end identitet.
Men når det kommer til hudfarve, er det mere kompliceret. Lad os sige, at vi skal nyoversætte Baldwin. Han var sort, fra en bestemt tid og kulturbaggrund (amerikansk/kristen), og desuden homoseksuel. Skal han matches med en hvid oversætter, der er lidt oppe i årene og dybt inde i amerikansk kultur fra den periode, eller skal forlaget hellere bruge for eksempel en ung somalisk kvinde, der godt nok også er ’racialiseret’, men er for ung, af det forkerte køn, og har en forkert kulturbaggrund (somalisk/muslimsk)? Vil hendes oplevelse af at være sort immigrant i et vestligt velfærdssamfund overhovedet være sammenlignelig med hans som efterkommer af generationer af slaver i USA? Og hvis ikke, hvad så? Vi kan formentlig ikke opdrive en indvandret ældre, sort amerikaner med tilstrækkelige danskkundskaber, der oven i købet kan oversætte.
Jeg begynder næsten at tænke, at intersektionalisterne har fat i noget. Der er jo ikke kun én dimension at tage hensyn til. Typisk er der for mange til, at et match imellem forfatter og oversætter giver mening, bortset fra de tilfælde hvor der er brug for specialviden.
Og oversættelse er et fag. Jeg er klar over, at der er ved at gå identitetspolitik i skuespillerfaget også – hvor det i nogle tilfælde giver bedre mening – men vi må stå fast på, at det at oversætte primært er et fag, ikke en identitet eller noget, man kan gøre på ’levet erfaring’ eller omvendt ikke gøre, fordi man mangler en bestemt ’levet erfaring’, lige så lidt som man kan bortdømme en jordemor, der ikke har født.
Der ville med god grund rejse sig et ramaskrig, hvis jeg sagde, at en mandlig eller minoritetsetnisk kollega bare har at overlade hvide, midaldrende kvindelige forfattere til mig, fordi de mangler en bestemt ’levet erfaring’.
Når et værk skal oversættes, er det som hovedregel, fordi det har en bred appel. Bøger er jo ikke antropologiske artefakter, som vi oversætter for videnskabens skyld. Forfatterens personlige erfaringer og identitet spiller ikke nødvendigvis en dominerende rolle – han trækker på al den litteratur, han selv har læst, sin kultur i bred forstand, og benytter sig af et sprog, der ikke er hans alene, og derfor har oversætteren i det store og hele ikke noget problem med at formidle værket gyldigt hen over personlige forskelle.

Det praktiske
Gør vi i øvrigt minoritetsetniske forfattere en tjeneste ved at etablere en rammebetingelse i form af hudfarve, der kan gøre det uhyre vanskeligt at rekruttere en oversætter?
I hele denne debat er det lidt af en beskidt hemmelighed, at vi ganske enkelt ikke kan opdrive en oversætter med den rette pigmentering til at matche Gormans. Det er indlysende, at der ikke findes ret mange, der overhovedet kan oversætte hende. Er Gorman ikke bedre tjent med at blive oversat af nogen, der kan, selv hvis det måtte være to hvide mænd, som det skete i Danmark? Wokesterne vil selvfølgelig sige, at noget vigtigt vil gå tabt i den oversættelse, men afhængig af hvor mange ’racialiserede’ oversættere, de har i Holland, kan det blive ret svært at finde en egnet, rutineret oversætter overhovedet. Og så vil noget andet gå tabt.
Der er ikke, mig bekendt, nogen, der har forsøgt at holde minoritetsetniske danskere ude af oversætterfaget. Hvad det totale fravær af minoritetsetniske litterære oversættere angår, gætter jeg på, at det skyldes en række faktorer:
1) Folkeskolen. Danskundervisningen er en katastrofe. Børnene lærer ikke længere at skrive klart og korrekt dansk, medmindre de har forældre, der kan lære dem det, eller de selv retter op på det forsømte senere.
2) Der findes bestemt ressourcestærke indvandrerforældre, der støtter deres børn i at læse danske bøger. De bliver typisk dygtige til mange fag og tager en videregående uddannelse – ofte jura, medicin, farmaci, ingeniørvidenskab, økonomi etc., som deres forældre kender, og som giver status og gode indtjeningsmuligheder.
3) De anden- og tredjegenerationsdanskere, der vælger et sprogfag, kan også blive så meget andet end litterære oversættere, herunder kommercielle oversættere og tolke.
4) Oversættelse er under alle omstændigheder et ganske lille, temmelig specielt og ofte økonomisk usikkert fag.
Hvis forlagene bliver grebet af identitetspolitisk ildhu eller lader sig kyse af wokesterne, og det ikke kommer til at vælte frem med brune og sorte litterære oversættere i de kommende år, kan konsekvensen helt enkelt blive, at minoritetsforfattere ikke udkommer i dansk oversættelse. Er det et acceptabelt udfald?

4 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Birgitte said, on 9. marts 2021 at 14:37

    Tak.

  2. Uffe Hellum said, on 17. marts 2021 at 16:42

    Hvis det havde været af respekt for kunstværket, så burde forlaget i alle tilfælde have ladet forfatteren have indflydelse på oversættelsesarbejdet, så den faktiske kunstneriske hensigt kunne overføres til det nye marked.

    Hvis man derimod betragter både forfatter og oversætter og kunde som uvidende kvæg, som bare skal transporteres og fodres, så er det helt fint at lade marketingsafdelingen styre processen. Eventuelt kan man i stedet for at “oversætte” bare skrive en helt anden bog, med samme forsidebillede, og samme sidetal, og samme etnicitet på den lokale skribent/oversætter.

  3. Ellen Miriam Pedersen said, on 6. april 2021 at 17:18

    Fin analyse, Ulla!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: