Grønspættebog for nye oversættere

Jeg er blevet så gammel og arrogant, at jeg er begyndt at råde andre mennesker. Yes, I know … Men jeg har sendt nedenstående lille vejledning til nye oversættere til en hel del mennesker efterhånden og fået nogle meget positive tilbagemeldinger, og jeg lægger den derfor ud her, så alle kan bruge den uden at skulle henvende sig til mig.

Tilbagemeldinger er selvfølgelig fortsat meget velkomne, og del, del, del! hvis du kender en ny oversætter.

https://www.dropbox.com/s/6jhadk80cbkugtg/Gr%C3%B8nsp%C3%A6ttebog.pdf?dl=0

Identitetspolitik i oversættelse

Lad mig starte med at slå fast, at alle, der er eller drømmer om at blive litterære oversættere er mine brødre og søstre, mine åndsfæller og kolleger. Alle skal være hjerteligt velkomne.
Faktisk er litterær oversættelse et vidunderligt frit og meritokratisk fag. Der er ingen formelle uddannelseskrav, og der er ingen autorisation. Kan man, så kan man. Og kan man ikke, er det lige meget, om man har en ph.d. i et sprogfag. Det er også meritokratisk, fordi redaktørerne sjældent ser eller kender os. Jeg kunne i teorien være sort, transkvinde eller den største bulldyke nord for Berlin, 29 eller 79 år gammel. Man kan have et handicap eller en kronisk sygdom. Man bliver udelukkende bedømt på, hvad man leverer.

Men her er, hvad jeg ser af problemer med identitetspolitikken, som seneste er kommet til udtryk i, at en hollandsk oversætter har trukket sig fra opgaven med at oversætte den amerikanske digter Amanda Gorman, fordi der blev rejst kritik af, de (nonbinær) er hvid, mens Gorman er sort:

Det principielle
Det er efter min mening helt grundlæggende forkert at begynde at tage ligegyldige træk som hudfarve i betragtning, når man skal finde folk til at løse en arbejdsopgave. Når jeg siger sådan, påhviler det mig selvfølgelig at argumentere for, at hudfarve er et ligegyldigt træk – men det troede jeg egentlig, at vi var enige om? Siden sådan cirka 1970? Men wokesterne taler om minoritetsetniske forfattere som ’racialiserede stemmer’ (en ualmindeligt frastødende del-for-helhed-metonymi) og synes at mene, at hudfarve er ensbetydende med en bestemt ’lived experience’. Jeg kan sagtens gå med til, at livserfaring og personlige omstændigheder kan være relevante for en oversætter. Til en roman om en hærenhed udsendt til Afghanistan kan det være relevant at finde en oversætter, der i det mindste kan tænkes at kende nogen, der kan give indsigt i terminologien. Det bør dog kategoriseres under specialviden snarere end identitet.
Men når det kommer til hudfarve, er det mere kompliceret. Lad os sige, at vi skal nyoversætte Baldwin. Han var sort, fra en bestemt tid og kulturbaggrund (amerikansk/kristen), og desuden homoseksuel. Skal han matches med en hvid oversætter, der er lidt oppe i årene og dybt inde i amerikansk kultur fra den periode, eller skal forlaget hellere bruge for eksempel en ung somalisk kvinde, der godt nok også er ’racialiseret’, men er for ung, af det forkerte køn, og har en forkert kulturbaggrund (somalisk/muslimsk)? Vil hendes oplevelse af at være sort immigrant i et vestligt velfærdssamfund overhovedet være sammenlignelig med hans som efterkommer af generationer af slaver i USA? Og hvis ikke, hvad så? Vi kan formentlig ikke opdrive en indvandret ældre, sort amerikaner med tilstrækkelige danskkundskaber, der oven i købet kan oversætte.
Jeg begynder næsten at tænke, at intersektionalisterne har fat i noget. Der er jo ikke kun én dimension at tage hensyn til. Typisk er der for mange til, at et match imellem forfatter og oversætter giver mening, bortset fra de tilfælde hvor der er brug for specialviden.
Og oversættelse er et fag. Jeg er klar over, at der er ved at gå identitetspolitik i skuespillerfaget også – hvor det i nogle tilfælde giver bedre mening – men vi må stå fast på, at det at oversætte primært er et fag, ikke en identitet eller noget, man kan gøre på ’levet erfaring’ eller omvendt ikke gøre, fordi man mangler en bestemt ’levet erfaring’, lige så lidt som man kan bortdømme en jordemor, der ikke har født.
Der ville med god grund rejse sig et ramaskrig, hvis jeg sagde, at en mandlig eller minoritetsetnisk kollega bare har at overlade hvide, midaldrende kvindelige forfattere til mig, fordi de mangler en bestemt ’levet erfaring’.
Når et værk skal oversættes, er det som hovedregel, fordi det har en bred appel. Bøger er jo ikke antropologiske artefakter, som vi oversætter for videnskabens skyld. Forfatterens personlige erfaringer og identitet spiller ikke nødvendigvis en dominerende rolle – han trækker på al den litteratur, han selv har læst, sin kultur i bred forstand, og benytter sig af et sprog, der ikke er hans alene, og derfor har oversætteren i det store og hele ikke noget problem med at formidle værket gyldigt hen over personlige forskelle.

Det praktiske
Gør vi i øvrigt minoritetsetniske forfattere en tjeneste ved at etablere en rammebetingelse i form af hudfarve, der kan gøre det uhyre vanskeligt at rekruttere en oversætter?
I hele denne debat er det lidt af en beskidt hemmelighed, at vi ganske enkelt ikke kan opdrive en oversætter med den rette pigmentering til at matche Gormans. Det er indlysende, at der ikke findes ret mange, der overhovedet kan oversætte hende. Er Gorman ikke bedre tjent med at blive oversat af nogen, der kan, selv hvis det måtte være to hvide mænd, som det skete i Danmark? Wokesterne vil selvfølgelig sige, at noget vigtigt vil gå tabt i den oversættelse, men afhængig af hvor mange ’racialiserede’ oversættere, de har i Holland, kan det blive ret svært at finde en egnet, rutineret oversætter overhovedet. Og så vil noget andet gå tabt.
Der er ikke, mig bekendt, nogen, der har forsøgt at holde minoritetsetniske danskere ude af oversætterfaget. Hvad det totale fravær af minoritetsetniske litterære oversættere angår, gætter jeg på, at det skyldes en række faktorer:
1) Folkeskolen. Danskundervisningen er en katastrofe. Børnene lærer ikke længere at skrive klart og korrekt dansk, medmindre de har forældre, der kan lære dem det, eller de selv retter op på det forsømte senere.
2) Der findes bestemt ressourcestærke indvandrerforældre, der støtter deres børn i at læse danske bøger. De bliver typisk dygtige til mange fag og tager en videregående uddannelse – ofte jura, medicin, farmaci, ingeniørvidenskab, økonomi etc., som deres forældre kender, og som giver status og gode indtjeningsmuligheder.
3) De anden- og tredjegenerationsdanskere, der vælger et sprogfag, kan også blive så meget andet end litterære oversættere, herunder kommercielle oversættere og tolke.
4) Oversættelse er under alle omstændigheder et ganske lille, temmelig specielt og ofte økonomisk usikkert fag.
Hvis forlagene bliver grebet af identitetspolitisk ildhu eller lader sig kyse af wokesterne, og det ikke kommer til at vælte frem med brune og sorte litterære oversættere i de kommende år, kan konsekvensen helt enkelt blive, at minoritetsforfattere ikke udkommer i dansk oversættelse. Er det et acceptabelt udfald?

Tanker i en covid-19-tid

Der går altid et par dage, før en helt ny situation bundfælder sig i tankerne, og jeg har brugt weekenden på at overveje min stilling. For en lille selvstændig at være er jeg rigtig godt stillet, blandt andet fordi jeg venter en rund sum i bibliotekspenge den 3. april. Jeg er også gift med en mand, der forventer at beholde sit job – jeg klarer mig.

Men jeg tænker selvfølgelig også på branchen som helhed. Jeg ved ikke, om forlagene er nået til de samme konklusioner, men hvis jeg var forlægger, ville jeg stoppe alle igangværende udgivelser. Det giver – så vidt jeg kan se – ikke mening at udgive en bog, før krisen er slut og økonomien er oppe i gear igen.

For det første vil bibliotekerne ikke købe mere end et par eksemplarer. Det giver ikke mening for dem at købe en bog, de ikke kan låne ud, og de vil næppe samle ret mange ‘gamle’ titler op, når de åbner igen.

Og boghandlerne ligger givetvis stærkt underdrejede, fordi folk ikke unødigt går i butikker. Bøger er selvfølgelig noget, der kan sælges over nettet, men mange har grund til at være bekymrede for deres job og økonomi, og så er bøger noget, der kan undværes. Mon ikke folk, i det omfang de overhovedet vil læse, benytter sig af bibliotekets gode tilbud om lån af et øget antal ebøger?

Mine kolleger er dels pensionister og efterlønnere, dels honorarlønnede og dels momsregistrerede ligesom jeg. For de honorarlønnede ligger det lige for at gå på dagpenge, når opgaverne eventuelt slipper op. For de momsregistrerede er problemet større. Jeg håber, at regeringen vil overveje at lade selvstændige i enkeltmandsvirksomhed ‘deponere’ deres momsnummer – eller hvad vi nu skal kalde det – og gå på dagpenge i en sammenhængende periode, hvor der slet ikke er nogen omsætning eller en omsætning under en bagatelgrænse, snarere end at skulle lukke forretningen helt og definitivt. Det vil gøre det langt lettere at starte op igen, når den rent medicinske krise er bag os.

Hvad med jer andre? Hvilke tanker gør I jer om den umiddelbare fremtid?

Hitch your wagon to a stone?

En artikel i Publishing Perspektives i denne uge bringer en opfordring til kvindelige oversættere om at promovere kvindelige forfattere.

https://publishingperspectives.com/2017/09/women-translators-on-women-in-translation/

Det lyder ret tilforladeligt, ikke? NEJ!

Jeg har oversat langt flest kvindelige forfattere. Faktisk er det lige nu en kvindelig forfatter, der giver mig (tand)smør på brødet. Jeg kender andre kvindelige oversættere, der lever lige så fedt af andre kvindelige forfattere – svenske femi-krimi-forfattere, for eksempel.

Hvad artiklen opfordrer til, er, at kvindelige oversættere skal bruge deres tid og energi på at promovere oversete, nye og smalle kvindelige forfattere, hvilket er det samme som at sige, at vi skal betragte vores arbejde som et kald og tilsidesætte de økonomiske hensyn, mænd typisk lader styre en karriere.

Nu findes der sikkert masser af mænd, der prøver at gøre noget for oversete, gode forfatterskaber – jeg kender for eksempel en, der con amore har oversat Nella Larsen – men har I nogensinde hørt nogen opfordre mænd til at tilsidesætte deres egeninteresse i kunstens tjeneste? Nej. Den artikel er ækvivalent til forestillingen om sygeplejersken som den milde engel med lampen i hånden. Det bliver uden mig.

Tasta(rund)tur

Så lykkedes det til sidst – jeg fandt faktisk et tastatur, der er ligesom tastaturet på en bærbar:

Jeg elsker, at det er stille og tasternes ringe dybde, men det er næsten mindre end tastaturet på en rigtig bærbar, så jeg beholder Logitech-tastaturet også. Variation er en god ting – også i arbejdsstilling og -bevægelser.

Klakketi-klak

Det mekaniske tastatur røg ud efter mindre end en uge – El-giganten lader heldigvis kunderne returnere varer i 14 dage, også efter at have taget dem i brug.

I stedet købte jeg et nyt tastatur fra Logitech, der ikke er hverken værre eller bedre end det gamle, som primært skulle erstattes, fordi jeg har slidt de små dutter af F- og J-tasterne. Dem kan jeg ikke undvære.

Problemet med det mekaniske tastatur var primært, at tasterne var for høje, eller havde en alt for lang bevægelse – hvis jeg for eksempel havde trykket F ned og derefter skulle aktivere R, ramte jeg jævnligt forsiden af R-tasten med neglen, fordi jeg ikke løftede fingeren højt nok. Den slags er selvfølgelig et spørgsmål om tilvænning, men jeg kunne ikke se nogen grund til at forsøge at vænne mig til noget, jeg kunne undgå ved at skifte tastatur igen, og så var der desuden larmen, som jeg heller ikke kunne se nogen grund til at vænne mig til. Der var ganske enkelt ikke nogen umiddelbar ‘upside’ ud over idéen om at være med på moden og totalt retro, og den slags er jeg altså for gammel til at ligge under for.

Dét, jeg virkelig ønsker mig, er et tastatur, der føles ligesom en rigtig god bærbar computers tastatur – flade chicklet-taster med ganske kort bevægelse.

Klik, klik, klik

Det er egentlig en velbevaret hemmelighed, og jeg synes, det er en lille smule pinligt, men den rent taktile oplevelse af fingrenes dans over tastaturet er en stor del af min fornøjelse ved at oversætte, side om side med den intellektuelle fornøjelse, men klart større end en eventuel æstetisk glæde.

Jeg har derfor været interesseret i den nye dille med mekaniske tastaturer, ligesom dem vi havde, da vi fik vores første computere tilbage i firserne. Jeg læste en del og bestilte sidste år sådan et tastatur, men det var ikke nogen succes. Nu prøver jeg igen, og har købt det her, som er på tilbud hos Elgiganten. Det er suverænt billigt – de mekaniske tastaturer er gennemgående meget dyre, men til gengæld skulle de også være omtrent uopslidelige.

Mekaniske tastaturer sælges mest som gamingtastaturer, fordi intet er for dyrt for gamere, og de ser derfor herrens ud, ofte med baggrundsbelysning i alle regnbuens farver – det er et spørgsmål, om man kan leve med det. Der findes dog også nogle stilige modeller, der retter sig mod de allersmarteste fætre på reklamebureauer og den slags. Her er den dyre og supersmarte model. Bemærk, at man til den pris slipper for nogen som helst markering af tasterne.

Det vigtigste er, at man skal finde ud af, hvilken slags taster, man kan lide. Virksomheden Cherry er helt dominerende på markedet, og de laver en række forskellige mekaniske taster med forskellig aktiveringsenergi, klik og ‘feel’. Når man læser om tasterne og hvad de egner sig til, får man at vide, at man skal bruge blå taster til skrivning, mens rød er god til gaming og brun er en slags hybrid.

Nu er det selvfølgelig en meget personlig sag, hvordan man kan lide sit tastatur, men det første, jeg købte, og returnerede, havde blå taster, og det var rædselsfuldt – der skulle virkelig trykkes til. I butikken i går kunne jeg derimod prøve ét med røde taster, og det var, som jeg kan lide det, med et meget, meget let tryk.

Lad jer i øvrigt ikke snyde af, at de røde taster kaldes ‘stille’ i forhold til de blå – alle mekaniske tastaturer larmer som bare pokker og vil formentlig blive forvist fra et eksamenslokale eller kontorfællesskab, ikke på grund af det indbyggede klik, men fordi det er næsten umuligt ikke at ‘bunde’ tasten, dvs. slå den helt ned i bunden af tastaturet. Der kan købes små gummiringe til at lægge imellem – det siger jo alt.

Mit eget tastatur har brune taster (altså indeni), og nu vil jeg bruge det i et par uger og melde tilbage.

Et kig over skulderen

Min aktuelle forfatter skriver sætninger, hvor tre og til tider flere ting sker samtidig, hvad hun er aldeles berettiget til på engelsk:

Opening the door, it creaked at my touch, betraying my movements.

Eller sagt på en anden måde: Hun driver mig til vanvid. Jeg hader hende som pesten. I det aktuelle tilfælde gjorde jeg kort proces:

Døren knirkede afslørende.

Jeg ved heldigvis, at jeg har en fornuftig redaktør, der bakker den tilgang op. Til gengæld bliver jeg jo ikke rig af at forkorte sætningerne til det halve.

Velkommen til!

Jeg kan se, her er lidt ny trafik fra Facebook.

Følg linket her og se et lille udvalg af mine oversættelsesfaglige tekster. Generelt er der flest af dem i bloggens første år.

På det seneste har jeg ikke haft så mange nye problemstillinger at dække, og indlæggene har derfor mest handlet om andre ting.

Et kig over skulderen

Well, well. Der bliver længere mellem posteringerne her, blandt andet fordi jeg sjældnere løber ind i nye problemstillinger, men nu er det sket igen.

Jeg har fået en serie i syv bind. Jeg har før oversat bøger med en gennemgående historie eller figurer, men denne gang er det parallelle historier, og det er faktisk noget andet. Hele serien handler om en adopteret søskendeflok, der mister deres far. De samles i barndomshjemmet i forbindelse med dødsfaldet og får udleveret nogle spor, der gør det muligt for dem hver især at finde deres biologiske ophav. Bog ét følger den ældste søster, bog to den næstældste og så fremdeles.

Den første del af bog to, som jeg er i gang med nu, skildrer altså nøjagtig de samme episoder, herunder samtaler, som bog ét.

I ser problemet, no?

Jeg skal hele tiden tilbage og se, hvordan replikkerne blev oversat første gang. Forfatteren har genbrugt dem, og det bør jeg derfor også gøre. Replikkerne kan i mange tilfælde klippes direkte, men der står ikke altid helt det samme, nogle er forkortet, og alt det ind imellem skal også tjekkes. Var det nu to kopper eller to krus, de drak teen af?

Jeg er virkelig, virkelig ikke begejstret og glæder mig, til den individuelle historie kommer i gang.