Et kig over skulderen

Min aktuelle forfatter skriver sætninger, hvor tre og til tider flere ting sker samtidig, hvad hun er aldeles berettiget til på engelsk:

Opening the door, it creaked at my touch, betraying my movements.

Eller sagt på en anden måde: Hun driver mig til vanvid. Jeg hader hende som pesten. I det aktuelle tilfælde gjorde jeg kort proces:

Døren knirkede afslørende.

Jeg ved heldigvis, at jeg har en fornuftig redaktør, der bakker den tilgang op. Til gengæld bliver jeg jo ikke rig af at forkorte sætningerne til det halve.

Et kig over skulderen

Well, well. Der bliver længere mellem posteringerne her, blandt andet fordi jeg sjældnere løber ind i nye problemstillinger, men nu er det sket igen.

Jeg har fået en serie i syv bind. Jeg har før oversat bøger med en gennemgående historie eller figurer, men denne gang er det parallelle historier, og det er faktisk noget andet. Hele serien handler om en adopteret søskendeflok, der mister deres far. De samles i barndomshjemmet i forbindelse med dødsfaldet og får udleveret nogle spor, der gør det muligt for dem hver især at finde deres biologiske ophav. Bog ét følger den ældste søster, bog to den næstældste og så fremdeles.

Den første del af bog to, som jeg er i gang med nu, skildrer altså nøjagtig de samme episoder, herunder samtaler, som bog ét.

I ser problemet, no?

Jeg skal hele tiden tilbage og se, hvordan replikkerne blev oversat første gang. Forfatteren har genbrugt dem, og det bør jeg derfor også gøre. Replikkerne kan i mange tilfælde klippes direkte, men der står ikke altid helt det samme, nogle er forkortet, og alt det ind imellem skal også tjekkes. Var det nu to kopper eller to krus, de drak teen af?

Jeg er virkelig, virkelig ikke begejstret og glæder mig, til den individuelle historie kommer i gang.

Et kig over skulderen

Jeg kan stadig rende ind i småproblemer, jeg ikke har været ude for før:

[…] Do you speak English?’ she asked me.
I began to realise her brain continually flitted like a butterfly
from one subject to the next. ‘Yes, I do.’
Indira immediately sat up on her knees and held out her
hand to me. ‘How do you do?’ she said, in a perfect parody of
a clipped English accent. ‘I’m awfully pleased to meet you.’
I reached out my hand to her and our palms joined again.
‘The pleasure is all mine,’ I replied as we looked into each
other’s eyes, still shaking hands. Then we both lay down on
the grass, convulsed in giggles. […]

Det er faktisk to udmærkede løsninger: Enten skriver jeg det hele på dansk, ligesom det hele her er på engelsk, eller også lader jeg de tre små replikker være engelske. De er så enkle, at enhver dansker kan læse dem (eller kan de?), og så vil bruddet med det sprog, de ellers taler sammen, være tydeligere end det er i forlægget. Dét vil jeg lige tænke over.

Det er faktisk meget værre med et andet sprog: Der er en hel del lokalkolorit i form af enkelte ord på hindi – mahout (elefantfører), maharani (maharajaens kone), zenana (kvindekvarter) og adskillige andre. Jeg havde regnet med at lede forgæves i ordbogen, men de står der faktisk, fordi de åbenbart er låneord i det engelske sprog. Hvad stiller jeg op med dem? Indtil videre har jeg valgt at bevare dem, som de er. Det fremgår i det enkelte tilfælde af sammenhængen, hvad de betyder, og de har en vis charme. Jeg tror på den anden side, at de vil virke mere fremmedartede på en dansk læser end på en engelsk.

Det er i det hele taget en charmerende bog, som dog skal forblive navnløs her af hensyn til forlaget – det med pølser og politik, I ved.

Ha’ en god weekend.

Et kig over skulderen: Detaljer II

Ligesom i sidste uge en lille ting, der ikke ødelægger bogen, men alligevel noget der forhindrer at den lyder rigtig dansk:

Seeing my glow, hearing my shriek, Belial actually winced but he soon recovered, giving me a glare that could have melted titanium.

En dængelsk undersættelse kunne blive til:

Da han så mig gløde og hørte mig skrige, gav det faktisk et sæt i Belial, men han fattede sig hurtigt og sendte mig et blik der kunne smelte titanium.

Her er problemet, at man på engelsk meget ofte bruger et personligt stedord først og så senere identificerer vedkommende ved navn. På dansk er det en næste ufravigelig regel, at man bruger navnet først og stedordet senere – gerne flere gang, så længe der bare ikke er tvivl om hvem der henvises til. Altså sådan:

Da Belial så mig gløde og hørte mig skrige, gav det faktisk et sæt i ham, men han fattede sig hurtigt og sendte mig et blik der kunne smelte titanium.

Men det er ikke det eneste problem. Jeg har lavet de foranstillede omstændighedsadverbialer om til en tidsadverbial, fordi det er svært at oversætte ing-formen i de foranstillede led på en fornuftigt måde. Måske ville det være bedre sådan her:

Ved synet af min glød og lyden af mit skrig gav det faktisk et sæt i Belial, men han fattede sig hurtigt og sendte mig et blik der kunne have smeltet titanium.

Tja. Den meget opmærksomme læser vil også have opdaget, at det sidste er ændret fra ‘et blik der kunne smelte titanium’. Jeg tror, det er daglig tale, men det skurrer. Der bør jo  stå, som her, ‘et blik der kunne have smeltet titanium’ eller ‘et blik der ville kunne smelte titanium’ – altså noget potentielt. Men det bliver tungere med et dobbelt verballed.

Én ting er helt sikker: En oversætter med et gennemsnitligt arkhonorar har ikke råd til at sidde og nørkle med den slags overvejelser.

Et kig over skulderen: Detaljer

Det er ganske subtile ting, der gør en forskel for, om en tekst føles ubesværet og dansk, snarere end oversat. Lad mig tage et ganske kort eksempel:

He held out his hand and introduced himself politely.

Det ligner ikke en sætning, der er nogen ben i, og en uerfaren – eller fortravlet – oversætter kunne for eksempel oversætte sådan:

Han rakte hånden frem og præsenterede sig høfligt

Det er, mener jeg, en dængelsk undersættelse, men problemet er faktisk, at den ikke er overvældende slem. Det kunne være værre:

Han strakte hånden ud og præsenterede sig selv høfligt.

Det kunne også være bedre:

Han rakte høfligt hånden frem og præsenterede sig

Det store problem er, at de ‘dårlige’ oversættelser her ikke er så dårlige, at en redaktør vil gide omarrangere dem, og da slet ikke hvis hver anden eller hver tredje sætning i en hel roman er ikke-optimale på samme vis. Så udkommer der bøger, der bare ikke rigtig svinger. Forlagene skyder sig selv i foden når de betaler oversættere så dårligt, at de nødvendigvis skal skynde sig meget.

Ja, man kan arbejde både godt og hurtigt, men ikke ret længe ad gangen. Jeg begynder selv at lave fejl – som ovenstående sub-optimale sætninger – når jeg har arbejdet intenst i 3-4 timer.

Et kig over skulderen

I den seneste bog var der to interessante tilfælde af dyre- og plantearter, der skulle oversættes, og de var gode eksempler på noget, jeg har været opmærksom på, siden jeg oversatte for bladet National Geographic: Man må aldrig, aldrig, aldrig gætte på, hvad dyr og planter hedder, og den slags kan i det hele taget trække flere problemer med sig.

Min hovedperson har modtaget en fugleedderkop med posten og tilkaldt en ekspert, der skal fjerne den for hende. Forlægget:

“This fellow’s a Mexican red-legged tarantula, Brachypelma emilia, maybe five or six years old. A male judging by his color. See how dark he is? The females are closer to a soft brown. Where’d you find him?”

“Actually, he found me. Someone left him for me in a padded envelope.”

He looked up with interest. “What’s the occasion?”

“No occasion, just a very sick practical joke.”

“Some joke. You can’t buy a red-legged spiderling for less than a hundred and twenty-five dollars.”

“Yeah, well, nothing but the best for me. When you say Mexican red-legged, does that mean they’re only found in Mexico?”

“Not exclusively. In states like Arizona, New Mexico, and Texas, they’re not uncommon. I breed Chaco golden knees and cobalt blues. Neither cost as much as this guy. I have a pair of Brazilian salmon pinks I picked up for ten bucks each. You know you can actually train tarantulas as pets?”

“Really,” I said. “I had no idea.”

Min oversættelse:

”Den her lille fyr er en Brachypelma emilia, måske en fem-seks år gammel. Ud fra farven at dømme er det en han. Kan du se, hvor mørk den er? Hunnerne er mere brunlige. Hvor fandt du den henne?”

”Det var faktisk den, der fandt mig. En eller anden har efterladt den her i en foret kuvert.”

Han kiggede interesseret op. ”I en særlig anledning?”

”Nej, ikke i nogen anledning, mere som en syg spøg.”

”Det er ellers en dyr spøg. Man kan ikke købe en unge for mindre end 125 dollars.”

”Intet er åbenbart for godt til mig. Hvor lever arten henne?”

”Mange steder. De er ikke ualmindelige i Mexico og i stater som Arizona, New Mexico og Texas. Jeg avler selv Grammostola pulchripes og de blå Haplopelma lividum. Der er ingen af dem, der koster så meget som den fætter her. Jeg har et par Lasiodora parahybana, jeg fandt til ti dollars stykket. Er du klar over, at man kan holde fugleedderkopper som kæledyr?”

”Virkelig?” sagde jeg. ”Det anede jeg ikke.”

For det første skriver jeg ikke ‘han’, men ‘den’, ligesom man gør om alle dyr i Danmark. Hvis dyrets køn var af væsentlig betydning for samtalen, ville jeg måske skrive han eller hun, men der skulle stærke grunde til.

For det andet skal jeg jo finde navnene på dyrene, og det gøres som følger: Tag det amerikanske navn og tast ind i google, find det latinske navn, copy-paste det latinske navn til google og tilføj ‘dansk’, find det danske navn blandt de hits, der dukker op. Pas på, at det ikke er en tilfældig dansker, der har navngivet dyret med en dængelsk undersættelse. Der skal helst være en autoritativ kilde eller adskillige sammenfald.

I dette tilfælde fandtes der ikke danske navne, og det gør ikke det helt store. Den unge mand er lidt af en nørd, der avler edderkopper, så det falder meget naturligt, at han bruger latinske navne.

For det tredje er jeg nødt til at skrive noget ind i teksten, nemlig hendes ‘hvor lever arten henne?’ Det fremgår jo af det amerikanske navn, at den stammer fra Mexico, men ikke af det latinske.

Senere i bogen omtaler min hovedperson nogle palmer, og her bliver det noget drilagtigt. Forlæg:

I could see six cabanas on the far side of the pool, which was flanked with ponytail palms and the larger, more graceful queen palms.

Jeg går glad i gang efter ovennævnte metode og finder ud af, at den første hedder Beaucarnea recurvata på latin. Jeg fortsætter med tilføjelsen ‘dansk’ og finder ud af, at den hedder elefantfod. Det er fint og billeddannende som kontrast til en palme, der er mere yndefuld. Videre til queen palms, som viser sig at hedde Syagrus romanzoffiana på latin. Der står desuden, at den også kaldes ‘cocos palm’, så jeg tænker Aha! det er sikkert en kokospalme. Men nej – billederne afslører, at de modne frugter på ingen måde ligner kokosnødder, og en søgning på kokospalme afslører i øvrigt, at sådan én hedder Cocos nucifera. Nå. Jeg gætter så igen: Mon ikke den hedder dronningepalme? Nej – sådan en findes, men dens latinske navn er Livistona rotundifolia. Nu begynder jeg at føle mig lidt træt. Jeg higer og søger, men Syagrus romanzoffiana har ikke noget dansk navn.

Mit problem er, at min hovedperson ikke kan stå og føre sig frem med latinske navne i den her sammenhæng. Hun er ikke typen, og det er ikke tidspunktet. What to do? Jeg vælger at lade hendes sige følgende:

Jeg kunne se seks gæstehytter på den anden side af poolen, flankeret af elefantfodspalmer og de højere, mere yndefulde dronningepalmer.

Jeg vælger med andre ord, efter alle mine besværligheder, at lade hende sige noget, der er forkert, fordi det rigtige navn ikke kan bruges, og fordi navnet dronningepalme passer perfekt ind i teksten. Jeg har naturligvis sikret mig, at dronningepalmen faktisk er høj og nogenlunde pæn.

Så lidt tekst, så meget bøvl, og nu ser det ud, som om jeg ikke har gidet tjekke. Aaargh!

Et kig over skulderen

Det var bloggens 1 års jubilæum i går, og jeg havde egentlig tænkt mig at ondulere et par alt andet end sagesløse kolleger for at mindes de glade dage for et år siden, men der er nok at tage fat på i min egen oversættelse, så det må vente:

Oversættelsen skal fortsat forblive navnløs, og forlaget ligeledes, men jeg er nødt til at nævne, at den handler om en række båndudskrifter af samtaler fra Det hvide Hus i tresserne.

Jeg føler i disse dage en pervers fryd, hver gang jeg skriver neger, og det gør jeg tit. Jeg er så gammel, at jeg kan huske dengang ordet forvandlede sig fra en værdineutral betegnelse for folk med oprindelse i Afrika til et beskidt, racistisk udtryk. Det ærgrede mig dengang, og det fryder mig i dag at kunne, og skulle, bruge det i den oprindelige betydning. Det er ganske enkelt det ord, Kennedy bruger, og det ville være historieforfalskning at skrive noget andet. Gnæk.

Dermed ikke sagt, at redaktøren ikke har en anden mening, men afro-amerikaner bliver over mit lig.

Der er også mange andre problemer – det bliver i det hele taget muntert for redaktøren. Jeg har for eksempel det problem, at man i USA ikke er dus eller Des, men bruger det demokratiske ‘you’ lige meget hvad. Man markerer så ærbødighed på andre måder, i forhold til præsidenten ved at sige Mr. President. Det er fint nok. Det oversætter jeg bare til hr. præsident, men dermed er problemet langt fra løst.

Selv nære venner siger Mr. President og sir, og det går trods alt ikke at lade præsidenten være Des med gamle venner. Det bliver endnu værre af, at han bruger deres fornavn i tiltale. I Danmark er man enten dus eller Des, og så gælder det begge veje. Det er fantastisk uforskammet at sige du og bruge fornavn, hvis den anden part bruger De og titel, og jeg kan ikke lade John F. Kennedy være så ubehøvlet. Det er han tydeligvis ikke. Men det ville også være forfalskning fra min side at sætte deres efternavn ind i stedet for deres fornavn og skabe en distance, der ikke fandtes. Naturligvis ikke.

Indtil videre har jeg løst det ved at han er dus med nære venner og sin bror, selvom de siger hr. præsident og sir en gang imellem.

De fleste er han Des med, selvom han bruger deres fornavn – ikke perfekt, men det mindst ringe valg. Og så forsøger jeg i øvrigt at bruge så få personlige stedord som muligt.

En roman ville jeg bare få til at fungere gnidningsløst på dansk, men folk, der læser bogen her, vil for en dels vedkommende ikke tage i betragtning, at det er en oversættelse, og de vil ikke kende vanskelighederne ved at oversætte, og derfor vil de tro, at de ved nøjagtig hvordan Robert F. Kennedy beskrev bombeattentatet mod Martin Luther King den 12. maj 1963. Jeg føler en meget ringere frihed og et større ansvar, fordi det her er et vigtigt historisk dokument.

Et kig over skulderen

Jeg har kaldt indlægget ‘et kig over skulderen’ for at fortælle jer, at det handler om praktisk oversættelse, men det burde have heddet ‘et drag over nakken’. Jeg har begået min første virkelig grove fejloversættelse:

”Fædrene,” gentog hun i et overlegent tonefald. ”Det kalder jeg de genfærd der forsøgte at fange dig.”

Hvortil redaktøren indvender: Men de hedder jo ikke ‘the fathers’ på engelsk, de hedder ‘the faders’. Skal det ikke oversættes til noget andet? Fædre giver ikke rigtig mening, ‘faders’ er jo fordi de er ved at blive mere og mere usynlige.

KLASK-hånd-mod-pande-øjeblik. Ah, well. Een gang skal jo være den første. Og gud ske tak og lov for vågne redaktører. Jeg fortryder alle de gange, jeg i mit stille sind har kaldt hende en krakilsk møgkælling.

Nej, alvorlig talt: En god, opmærksom redaktør er guds gave til en oversætter. Ligesom vi får forfatteren til at se godt ud, hvis det overhovedet er muligt, sørger hun for, at vi ikke personligt ligner totale idioter.

Og a propos. Senere i bogen:

”Til døden os skiller,” hviskede jeg med et skævt smil.

”Ha!” fnøs Gabrielle. ”Du lyder som en dårlig roman.”

Redaktøren skrev: Måske ikke så godt at henlede læserens opmærksomhed på dårlige romaner, da dette heller ikke er noget mesterværk. Jeg villle hellere sige noget med ‘kliché’ eller lignende.

Hun har helt ret, og jeg burde have kvalt min lille morsomhed noget før. Min datter, som læste korrektur for mig, grinede højt og sagde ‘mor, det er den bedste joke i hele bogen.’ Det duer jo ikke. Men på det tidspunkt hadede jeg forfatteren så inderligt, at det sivede ud mellem sidebenene. Det er ikke professionelt. Igen: Gud ske lov for redaktørens køligere hoved.

Og hermed ønskes I alle en god og rekreativ weekend.

Et kig over skulderen

Det er sådan at man på engelsk bruger stedord i langt højere grad end på dansk, og hvis oversætteren ikke er opmærksom, kommer der til at stå ting som ‘han stak sine hænder i lommerne’ og ‘hun tog sine solbriller på’.

På dansk er det mere almindeligt at sige ‘han stak hænderne i lommerne’ og ‘hun tog solbrillerne på’.

Man kan jo spørge sig selv, hvis hænder han ellers skulle stikke i lommerne. Problemet er at det ofte ikke er så påfaldende, at det virker direkte forkert, og så bliver det overset, men det er stadig dårligt sprog.

Man burde faktisk søge på ‘sin’ og ‘sine’ gennem hele teksten for at se, om stedordene med fordel kan elimineres i de enkelte tilfælde.

Et kig over skulderen

Kender I det, at elendig prosa er meget, meget sværere at oversætte end god prosa? Mærkelig nok. Jeg forestiller mig, at jeg ville fræse gennem Cormac McCarthy som en steppebrand, men det er nok løgn.

Ugens lille udfordring:

She repeated other words, too, like that lavi I’d heard earlier. Then she added a mantra I actually recognized: “Please.” She whispered it frantically, like a prayer.

‘Please’ er notorisk svært at oversætte, og kan ikke oversættes med et enkelt ord eller to, som det bør her. Jeg kan desuden ikke lide at blande et begreb som ‘mantra’ ind i den her voodoo-ceremoni, og eftersom redaktøren siger at det hos det pågældende forlag hedder ‘på dansk ved’ snarere end ‘oversat af’ fordi jeg er ansvarlig for kvaliteten af produktet, må jeg hellere gøre noget ved det.

Hun gentog også andre ord som det lavi jeg havde hørt tidligere. Så tilføjede hun en besværgelse, jeg rent faktisk kunne genkende: Amen. Hun hviskede det desperat og bønfaldende igen og igen.

Jeg synes selv, det var en meget god idé at erstatte ‘please’ med ‘amen’ i den her sammenhæng, selvom de jo ikke ellers betyder det samme. Jeg var så til gengæld nødt til at sige, at hun hviskede det ‘bønfaldende’ – jeg kunne ikke sige at hun hviskede det ‘som en bøn’.