Afregning i metermål

Det er ikke noget jeg er stolt af at indrømme, men jeg er altså ikke bedre end andre mennesker. Det kræver notorisk en stærk moral at sælge elastik i metermål, og oversættelser der afregnes per anslag, lægger op til at man ikke bruger mange kræfter på at forenkle sine sætninger.

Det kræver stor faglig stolthed og professionel etik at bruge mere tid på at fjerne overflødige ord, når det samtidig gør éns indtjening mindre.

Det her skal ikke udlægges som en opfordring til at straffe forlæggerne for en tåbelig afregningsmodel ved konsekvent at bruge lange ord og udtryk, men som en opfordring til forlæggere og redaktører om at aftale en pris på den samlede oversættelse på forhånd.

Som lejlighedsvis oversætter af kommercielle tekster bliver jeg afregnet på basis af antallet af ord i udgangsteksten, og jeg kan altså træffe en informeret beslutning om at tage eller afslå opgaven baseret på blandt andet prisen. Også for den litterære oversætter ville det være rart at kende sit honorar på forhånd. Hos forlaget betyder et par tusind fra eller til sikkert mindre, men det vil næppe skade at lægge et godt budget.

Det forekommer mig, at antallet af ord er et mere rimeligt beregningsgrundlag end antallet af anslag, da vi vel mere eller mindre skal tage stilling til det enkelte ord, uanset om det er langt eller kort? Og det er naturligvis antallet af ord i kildeteksten, der er relevant – på den måde løser vi samtidig problemet med forhandling af elastik i metermål.

Der er historiske årsager til at vi afregnes for 16 gange 2000 anslag i oversættelsen, men bare fordi man gjorde sådan da Søren Gyldendal var ung, behøver vi vel ikke blive ved med det? I dag, hvor teksterne ofte leveres fra agenten i form af en pdf, er det ingen kunst at tælle antallet af ord op på forhånd og beregne en pris på det grundlag.

For eksemplets skyld har jeg regnet på en bog jeg oversatte tidligere på året, Alice Bliss af Laura Harrington. Jeg konverterede pdf-filen til docx vha. af onlinetjenesten Zamzar og talte op – der var 92.600 ord. Jeg fik 2000 kr. per ark, og det blev i alt 32.400 kr., dvs. jeg efter den ny beregningsmodel skulle have haft 35 øre per ord.

For hver to øre vi rykker, springer vi svarende til ca. 100 kr. per ark i ‘gamle priser’. En pris i området mellem 35 og 50 øre vil altså ikke være urimelig.

Hvad synes I? Ville det ikke være dejligt at afregne per ord i kildeteksten og kende prisen på forhånd?

I næste uge: Tirsdag afslører blogejeren en pinlig hemmelighed, og fredag fortæller jeg om det bedste råd, jeg nogensinde har fået angående oversættelse.