Et kig over skulderen: Detaljer II

Ligesom i sidste uge en lille ting, der ikke ødelægger bogen, men alligevel noget der forhindrer at den lyder rigtig dansk:

Seeing my glow, hearing my shriek, Belial actually winced but he soon recovered, giving me a glare that could have melted titanium.

En dængelsk undersættelse kunne blive til:

Da han så mig gløde og hørte mig skrige, gav det faktisk et sæt i Belial, men han fattede sig hurtigt og sendte mig et blik der kunne smelte titanium.

Her er problemet, at man på engelsk meget ofte bruger et personligt stedord først og så senere identificerer vedkommende ved navn. På dansk er det en næste ufravigelig regel, at man bruger navnet først og stedordet senere – gerne flere gang, så længe der bare ikke er tvivl om hvem der henvises til. Altså sådan:

Da Belial så mig gløde og hørte mig skrige, gav det faktisk et sæt i ham, men han fattede sig hurtigt og sendte mig et blik der kunne smelte titanium.

Men det er ikke det eneste problem. Jeg har lavet de foranstillede omstændighedsadverbialer om til en tidsadverbial, fordi det er svært at oversætte ing-formen i de foranstillede led på en fornuftigt måde. Måske ville det være bedre sådan her:

Ved synet af min glød og lyden af mit skrig gav det faktisk et sæt i Belial, men han fattede sig hurtigt og sendte mig et blik der kunne have smeltet titanium.

Tja. Den meget opmærksomme læser vil også have opdaget, at det sidste er ændret fra ‘et blik der kunne smelte titanium’. Jeg tror, det er daglig tale, men det skurrer. Der bør jo  stå, som her, ‘et blik der kunne have smeltet titanium’ eller ‘et blik der ville kunne smelte titanium’ – altså noget potentielt. Men det bliver tungere med et dobbelt verballed.

Én ting er helt sikker: En oversætter med et gennemsnitligt arkhonorar har ikke råd til at sidde og nørkle med den slags overvejelser.