‘Dette er ikke et leksikon’

Som den ivrige læser måske vil huske, har jeg stiftet bekendtskab med en afdød kollega, Caralis.

Jeg blev derefter opfordret til at bidrage til det igangværende arbejde med oversætterleksikonet ved at skrive en artikel om ham. Det faldt ynkeligt til jorden, da det gik op for mig, hvor stor opgaven var, hvis det skulle gøres fagligt forsvarligt – og gør jeg det dårligt, er det jo gjort og vil ikke blive gjort om.

Det korte af det lange er, at jeg har bidraget med en ‘stub’, som jeg håber vil inspirere en anden, gerne en specialestuderende på engelsk eller litteraturvidenskab, til at tage opgaven på sig.

Her er ‘stubben’, de nøgne kendsgerninger:

———————————————————-

Christian Preetzmann, brugte som oversætter navnet Caralis [under Caralis: Se Preetzmann, Christian]

Født 8. juni 1822 i Himmestrup, død 22. august 1893.

Christian Preetzmann var uddannet cand. jur. og havde følgende karriereforløb: 1853: Kopist ved Københavns Politi. 1854: Fuldmægtig. 1856: Politiassistent i København. 1863-1870: Borgmester, byfoged og biskriver i Nibe, herredsfoged og skriver i Hornum Herred. 1879: Birkedommer og skriver i Aalborg Birk, herredsfoged og skriver i Fleskum Herred.

Christian Preetzmanns arbejde som digter og oversætter var følgelig en bibeskæftigelse, og han brugte pseudonymet Caralis i samtlige værker, også da hans egne digte udkom i 1851. Som oversætter har han tilsyneladende kun oversat lyrik og aforismer, og kun oversat fra engelsk.

De to samlinger af oversatte digte fra 1867 må, med deres store omfang, repræsentere et flerårigt arbejde. De blev begge trykt i to oplag, og blev sat til musik af en række komponister, herunder en ung Carl Nielsen.

Udgivelser:

Digte, 1851, Universitetsboghandler A. F. Høsts Forlag, 1851

Hundrede Digte, Chr. Steen og Søns Forlag, København, 1867

Digte og sange, Chr. Steen og Søns Forlag, København, 1867

Tupper, Martin F., Livsbetragtninger i Tankesprog ved Caralis, 1870

——————————————————————————— ‘stub’ slut.

Preetzmann beriger os i øvrigt, i et forord til det første bind af oversættelser, Hundrede digte efter det engelske, med en kort betragtning over sine valg som oversætter:

Den Troskab, hvormed de enkelte Digte ere gjengivne, har ganske vist mange Grader, og det kan derom kun ialmindelighed bemærkes, at Udgiveren overalt har bestræbt sig for at lade Omsorgen for at bevare Originalens poetiske Eiendommelighed gaae Haand i Haand med Hensynet til Modersmaalets Fordringer. Stednavne og andre saadanne Betegnelser, der knytte sig til reent lokale Forhold, ere enten undeladte eller iførte dansk Dragt. Med Hensyn til Rythmus, Strophebygning og deslige, har jeg i de fleste Tilfælde ganske fulgt Originalen; kun i et Par af de byronske Digte ere Rimene udeladte, hvor jeg troede derved at opnaae mere end der tabtes, og Serenaden af samme Forfatter er det eneste, som er heelt omarbeidet. At jeg i øvrigt har benyttet mig af den Fordeel, som en større Rigdom paa qvindelige Riim yder vort Sprog fremfor det engelske, til at lade disse afvexle med de mandlige, og derved har søgt at forhøie den rythmiske Virkning, antager jeg ikke kan misbilliges.

Hvor er han nuser!

Det, der nu står tilbage, er en faglig granskning af hans styrker og svagheder som oversætter. Personligt finder jeg hans udvalg spøjst, men det har måske beroet på de bøger, han havde adgang til, og det kan også sagtens skyldes mit alt for ringe kendskab til britisk og amerikansk digtning.

I det andet bind, der formentlig udkom for at profitere af den store succes, første bind fik, er der 85 oversatte digte. Jeg bringer her en af Shakespeares sonetter, som bør være de fleste bekendt:

Hvor bliver ikke Skjønhed dobbelt skjøn,
Naar af et trofast Sind den herligt smykkes:
Smuk Rosen er, men smukkere den tykkes
Ved Duften, som den spreder sødt iløn.
De vilde Hybenblomsters Farvepragt
Er skjøn som hiins, der eier Rosenduften,
Når de paa Stænglen gynge frit i Luften,
Og Somren har bortaandet Hylstrets Dragt.
Men da kun Øienslyst er deres Glands,
Urørt de leve og uændset blegne,
Mens hiin, selv naar den maa i Døden segne,
Fortryller med sin Vellugt end vor Sands:
Saa skal, naar Støvet maa din Skjønhed kræve,
Din Elskov end paa mine Strenge bæve.

Og saaledes opmuntret tilønskes I en god weekend.