Hvorfor faktuelle fejl betyder noget

Det var Samuel Taylor Coleridge, der formulerede den berømte og korrekte litterærlige lære om ’the willing suspension of disbelief’ – at hvis historien er god, er vi villige til at se bort fra, at en del af handlingen er usandsynlig.

Jeps, fino. Hvad den aktuelle bog angår, er jeg og andre læsere helt villige til at se bort fra, at en prionsygdom pludselig bliver lige så smitsom som forkølelse. Done deal – det er jo forudsætningen for at det overhovedet kan blive spændende.

Men vores generøse villighed til at ignorere al sandsynlighed dækker ikke velkendt sandhed. Når vores postuleret eminente læge og forsker pludselig står og hævder, at tuberkulose skyldes en svamp, midt i en tirade som han overhovedet kun kommer med, fordi forfatteren vil etablere hans autoritet, så får det den modsatte effekt. Ikke alene spænder forfatteren ben for sig selv, fordi han ikke opnår det, han ville, men det kommer til at virke som Verfremdung (tak, Brecht). Det retter vores fokus væk fra historien, imod udsigelsessituationen (hvem er for resten ansvarlig for dén sprogbæ?): Det, at der er en forfatter, som nok er en ferm fortæller, men ikke vinder i Trivial Pursuit så rasende tit.

Vi har overhovedet ikke brug for at tænke over forfatterens chancer i TP, når vi har givet penge for at blive underholdt.

Ha’ en rigtig god weekend. Jeg tager på ferie, men bringer formentlig noget alligevel.